TNT cykler ind i Torino
TNT har i en årrække arbejdet målrettet med at indføre forskellige CO2-venlige køretøjer i sit europæiske vejnetværk. Herunder el-køretøjer, cykler og mobile depoter i storbyer.
Med italienske Torino føjer selskabet nu endnu en storby til listen over byer, hvor TNTs chauffører yder rå muskelkraft for at få pakkerne det sidste stykke ud til kunderne.
Således har TNT netop trillet fem specialbyggede ladcykler ind i sit netværk i byen. De fem Long-John inspirerede cykler dækker bymidten, hvor der er begrænset adgang for biler. Samlet set kan de fem cykler erstatte tre varebiler, som tidligere servicerede TNTs kunder i bykernen.
-Med det grønne initiativ reducerer vores italienske kollegaer den daglige udledning af CO2 med 50 kg. Eller hvad der svarer til en reduktion på 12,6 tons CO2 årligt. Det sker uden, at de må gå på kompromis med leveringseffektiviteten eller servicen over for kunderne. På den måde er cyklerne et godt bevis på, at det, særligt i byer, er muligt at indføre effektive, grønne alternativer til de varebiler, vi kender i dag, siger Susanne Vatta, adm. direktør i TNT Danmark.
Hver af de fem ladcykler i Torino klarer op til 180 kg inkl. cykelbuddet. TNT forventer, at de fem cykelbude hver vil tilbagelægge godt 28 kilometer dagligt og kunne levere ca. 90 pakker.
I Italien har TNT opereret med cykellevering i Milano siden april 2015, mens selskabet anvender elektriske tri-cykler i Padova og Vicenza.