Vejen til vækst er også blå
Danmarks Rederiforening allierede sig mandag med fire andre eksportorienterede erhverv i konference på Christiansborg.
Det er ikke kun Det Blå Danmark, som kan bidrage til at løse Danmarks vækstudfordring. Derfor har Danmarks Rederiforening allieret sig med fire andre eksportorienterede erhverv for at sætte fokus på veje til at øge eksporten.
Udenrigsminister Kristian Jensen kvitterede mandag eftermiddag for initiativet, alt imens adm. direktør i Danmarks Rederiforening, Anne H. Steffensen, fra scenen glædede sig over, at regeringen fortsat havde fokus på sektorspecifikke vækstplaner.
Scenen blev allerede sat fra morgenstunden, hvor ”Fem styrker for Danmark” blev lagt frem af organisationerne Dansk Energi, HORESTA, Landbrug & Fødevarer, Lægemiddelforeningen samt Danmarks Rederiforening.
De fem organisationer blev alle gået på klingen for at give konkrete svar på, hvordan man fra de respektive erhvervs side kunne bidrage til at løse Danmarks vækstudfordring. Adm. direktør Anne H. Steffensen blev spurgt til, hvad der skal til for yderligere succes til den blå sektor:
-Der er tre ting, som især er afgørende for vores succes: Vi har stærke konkurrenter, som betyder, at den danske blå sektor konstant er udfordret – og det er godt for produktiviteten. For når 98 pct. af aktiviteten foregår i udlandet, gør det os innovative og effektive. Vi bliver ganske enkelt holdt på tæerne, sagde Anne H. Steffensen.
-For det andet skal vi blive ved med at lave kvalitetsarbejdspladser, som flytter noget. Det er jo sådan, at vores rederier har mange tusinde dygtige folk på land, og vi ved, at de største offshore-rederier tilmed har søfolk, som bor hele vejen rundt i Danmark. Endelig er dansk søfart attraktivt for at skaffe de bedste hoveder til at drive virksomhed i Det Blå Danmark. Det gør det muligt for nye rederier at starte op, hvis idéerne er de rette, og når udenlandske rederier flager ind til Danmark, så er det blandt andet for at tappe ind til den stærke danske maritime klynge, lød det.
Som Danmarks repræsentant for eksport og handel – og dermed en afgørende del af dansk vækstskabelse var fra regeringen udenrigsminister Kristian Jensen på talerstolen. Han hæftede sig især ved, at Danmark skal være et godt land at investere i:
-Det mest basale er, at vi skal have en sund økonomi, for det er hele fundamentet for vækst. Det arbejder vi på at skabe med finansloven. Fra Udenrigsministeriet skal vi sikre, at vi er aktive i forhold til, at det både bliver relevant at investere i Danmark, og at vi kan eksportere. Vi har nu et anderledes fokus på netop økonomisk diplomati fra dansk side, for indsatsen for vækst og erhverv skal fylde mere derude, konstaterede Kristian Jensen og fortsatte:
- En for stor del af vores eksport peger mod vores økonomiske nærområder. Vi skal ganske enkelt finde vej ud til resten af verden, sagde Kristian Jensen.