Samarbejde i det kolde nord
Det er historisk, når landene i Arktisk Råd, der udover Kongeriget Danmark består af USA, Canada, Rusland, Norge, Finland, Sverige og Island nu indleder et kystvagtsamarbejde i det enorme, og meget følsomme arktiske område.
-Det er vigtigt, at de politiske aftaler, vi indgår i Arktisk Råd om samarbejde mellem staterne, også udmønter sig i en operationel indsats, til gavn for dem der besejler Arktisk, og de mennesker, der bor i det arktiske område. Det internationale og operationelle samarbejde mellem de maritime myndigheder er helt afgørende. Derfor er dette en vigtig aftale. Vi lægger meget vægt på, at fortsætte det gode samarbejde vi har med Rederiforeningen, siger Danmarks arktiske ambassadør Erik Vilstrup Lorenzen.
Kystvagtsamarbejdet, kaldet Arktisk Kystvagtsforum, omfatter søredning (SAR) og havmiljøberedskab. Landene forpligter sig til at udveksle oplysninger og efterretninger, og finde fælles løsninger på indsatsen i det arktiske område – et arbejde der kun kan lade sig gøre, hvis man samarbejder på tværs af nationerne, mener chefkonsulent, Morten Glamsø, Danmarks Rederiforening:
-Det arktiske område er så enormt stort og så følsomt, at det vil være en kæmpe opgave for hver enkelt nation at løse opgaverne alene. Men sammen kan vi koordinere indsatsen, overvåge is og havmiljø, og samarbejde i redningsaktioner, og dermed styrkes sejlsikkerheden. Det er godt og vigtigt både for rederierne, miljøet, og de mennesker der bor i områderne, siger Morten Glamsø.
Det vil det være relevant at se på, om private rederier kan være med til at løse nogle af kystvagtsopgaverne, mener Morten Glamsø:
-Vi har bl.a. nogle danske rederier der er eksperter i overvågning og redningsaktioner og godt kendskab til de arktiske farvande. Opgaven med at overvåge og dække det arktiske område, er gigantisk, så det vil give god mening hvis man på sigt inddrager de private rederier i opgaven, mener Morten Glamsø.