ITD-direktør tildeles IRU-post
Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i vejgodstransportens brancheorganisation ITD er udpeget som medlem af den betydningsfulde finanskommission under IRU i de kommende to år. Det skete ved den globale transportorganisation IRU’s generalforsamling i Geneve.
Direktøren indtager dermed posten som ét af fem udpegede medlemmer i den centrale finanskommission i IRU, International Road Transport Union. Det var IRU’s bestyrelse, der fredag annoncerede udpegelsen ved organisationens generalforsamling i Geneve.
- Jeg er meget stolt over at få tildelt dette sæde. Det er vigtigt, at den danske transportsektor sidder med, der hvor de vigtige beslutninger træffes i forhold til at udstikke retningslinjerne for den globale transportsektor. Jeg ser frem til at rådgive IRU’s bestyrelse om organisationens økonomi og planer for fremtiden, siger Jacob Chr. Nielsen.
Pladsen i IRU’s finanskommission anses som værende en vigtig post i IRU’s organisation, som globalt set er den mest indflydelsesrige politiske interesseorganisation for vejgodstransport. Det er således her mange af fremtidens linjer for den globale transports fremtid drøftes og udstikkes.
- Jeg mener, det er yderst vigtigt, at den professionelle danske vejgodstransportsektor markerer sig i diskussionen af et stadig mere internationalt transportmarked. Jeg ser derfor frem til at sidde tæt på beslutningsprocessen og komme med indspil baseret på den viden, jeg sidder inde med i forhold til det europæiske marked og ikke mindst i forhold til innovationen og udviklingen i transport- og logistiksektoren. Det er vigtigt for udviklingen af den globale vejgodstransport, siger Jacob Chr. Nielsen.
Sædet i finanskommissionen gælder for 2016 og 2017 og danskeren tiltræder sin nye post 1. januar 2016.