OK og E.ON åbner ny gastankstation
Energiselskabet OK har netop åbnet en OK Truck Diesel station i Skovlunde sammen med partneren E.ON, hvor man kan tanke både gas, diesel og AdBlue. Om kort tid udskiftes naturgassen med den miljøvenlige biogas på stationen.
- OK og E.ON er i forvejen repræsenteret med en gastankstation på Prags Boulevard på Amager, som vi åbnede i 2013, og vi er selvfølgelig glade for, at vi nu kan byde transportkunderne velkomne på endnu en station med gas, siger Henrik Dehn, markedschef i OK.
Ved Vestforbrænding
Henrik Dehn påpeger, at OK’s engagement i gas skal ses i lyset af, at OK gerne vil udnytte den eksisterende infrastruktur til at tilbyde nye brændstoffer, og at man især i forhold til kommunale aktører har set en positiv udvikling i antallet af køretøjer, hvor gas er drivmidlet.
- Vi skal ikke bestemme, hvad vores kunder skal tanke, vi skal give mulighed for, at de kan tanke det, de vil køre på. Og med muligheden for at tanke gas både på Amager og i Skovlunde kan vi jo i hvert fald servicere de kommunale renovationsbiler på gas ved henholdsvis Amagerforbrænding og Vestforbrænding, forklarer Henrik Dehn.
E.ON savner politisk vilje
Hos E.ON, som er et af verdens største, privatejede energiselskaber, mener man, at stationen i Skovlunde er endnu et skridt mod at gøre transportsektoren mere klimasmart.
- Vi glæder os over åbningen af den nye gastankstation i partnerskab med OK. Stationen skal indgå i et netværk af gastankstationer, som i første omgang vil dække hovedstadsområdet, og hvor gassen snart opgraderes til biogas. Vi håber initiativet vil skubbe på udviklingen af transportsektoren, hvor vi savner mere politisk vilje til grøn omstilling, siger Bent Erik Hawaleska, Business Mobility Manager i E.ON.
Den nye station i Skovlunde har åbent hele døgnet og har gode til- og frakørselsforhold, så lastbilerne hurtigt og nemt er på farten igen.
OK og E.ON
OK har i alt 63 Truck Diesel-stationer, hvor vognmænd kan tanke døgnet rundt, fordelt over hele landet. Heraf 39 med AdBlue. Inden for kort tid vil det samlede antal dog være oppe på 66.
E.ON Danmark A/S er et dansk energiselskab, der indgår i en af verdens største privatejede energikoncerner med 62.000 medarbejdere og 35 millioner kunder. Selskabet arbejder aktivt med den grønne omstilling af transportmarkedet og driver Danmarks største netværk af ladeløsninger til elbiler til erhverv, private og den offentlige sektor.