23948sdkhjf

Borgmester på krigsstien

Miljøminister vil snyde københavnere for ren luft.

Luftforureningen i København overstiger EU’s grænseværdier for kvælstofdioxid, NOx. Derfor må mere end 300.000 københavnere dagligt sætte helbredet på spil, når de cykler gennem byen og indånder dieselbilernes forurenede udstødning.

Problemet med kvælstofdioxider skyldes primært dieselbiler. I Danmark er andelen af persondieselbiler steget fra 5 pct. i 1990’erne til 30 pct. i dag. Samtidig har skandalen om VW afsløret omfattende snyd med udledningen af NOx fra dieselbiler.

Alligevel har miljøministeren nu bedt København om at flytte luftmålestationen på H.C. Andersens Boulevard, så den kommer længere væk fra de forurenende biler. Teknik- og Miljøudvalget i København skal 9. november behandle ønsket om at få flyttet luftmålestationen, da det kræver en ændring af vejarealerne. Men står det til teknik- og miljøborgmester Morten Kabell bliver det et rungende nej, da ønsket ikke er hverken lovmæssigt eller miljømæssigt begrundet.

-Hvert år dør mere end 500 københavnere for tidligt af luftforurening, mens mange tusinder bliver syge. Det kan miljøministeren måske lukke øjnene for, men politikerne i København må insistere på, at regeringen gør noget reelt for at løse problemet. Der er ingen københavnere, der bliver sundere af at flytte luftmålestationen længere væk fra trafikken, siger teknik og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Miljøminister Eva Kjer Hansen oplyste i oktober i et notat til Folketinget, at den stigende luftforurening på H.C. Andersens Boulevard i høj grad skyldes, at dieselbiler udleder mere NOx end ventet. Tidligere har Miljøstyrelsen ellers hævdet, at den forhøjede koncentration af NOx ved målestationen skyldtes, at Københavns Kommune havde ændret på vognbanerne.

Miljøminister Eva Kjer Hansen har stillet krav om, at der fremover skal måles på dieselbilernes reelle udledning af NOx på vejene og ikke som nu i bilfabrikanternes laboratorier. Bag lukkede døre i EU har miljøministeren dog accepteret, at nye dieselbiler må udlede dobbelt så meget NOx de næste fem år.

-En minister må ikke afgive urigtige oplysninger til Folketinget. Jeg må rose miljøministeren for at erkende, at det er bilindustriens omfattende snyd, der er årsagen til den stigende luftforurening i København. Jeg deler også ministerens ønske om, at dieselbilernes forurening bliver målt på vejene. Men jeg stiller mig fuldstændig uforstående overfor, at ministeren på den baggrund stiller krav om, at København flytter luftmålestationen længere væk fra forureningen, og at ministeren accepterer, at københavnerne mange år fremover skal blive syge på grund af bilindustriens snyd med udledning af NOx, siger Morten Kabell.

Morten Kabell insisterer på, at regeringen lever op til sit ansvar og sikrer, at luftkvaliteten i København lever op til EU’s grænseværdier. Det kan ske ved, at København får lov til at indføre skærpede ren luft zoner efter tysk model, så personbiler og varevogne på diesel bliver mødt af krav om partikelfiltre på samme måde, som tilfældet i dag er for lastbiler og busser.

Herudover vil borgmesteren have regeringen til at fastholde NOx-afgiften, så prisen på dieselbiler ikke falder. Endelig skal regeringen fastholdelse afgiftsfritagelsen på el- og brintbiler, mens kommunerne skal have en reel mulighed for at tilbyde rabat til de miljøvenlige biler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064