Danske slamsugere til USA
Virksomheden J. Hvidtved Larsen i Silkeborg har solgt de første syv slamsugere til USA. Ordren er et resultat af to års målrettet indsats for at sælge slamsugere på det amerikanske marked.
J. Hvidtved Larsen har fået 6,3 millioner kroner støtte fra Markedsmodningsfonden til den to år lange markedsføringsindsats i USA, som nu ser ud til at give resultater. Støttemidlerne blev dels brugt til bygningen af to demo-slamsugere, der blev lånt ud til interessante kundeemner i USA, og dels til tilpasningen af Silkeborg-virksomhedens slamsugere, så de opfyldte kravene på der amerikanske marked.
Det skriver dagbladet Børsen.
Stykprisen på de syv leverede slamsugere til USA ligger omkring fire millioner kroner.
J. Hvidtved Larsen forventer, at USA kan udvikle sig til at blive lige så stort et marked, som de 30 eksportlande, som virksomheden i forvejen eksporterer til.
På sigt vil det kunne fordoble virksomhedens omsætning, der i år ligger tæt på 400 millioner kroner.