Havne bidrager til væksten
Regeringen har netop fremlagt sit finanslovsudspil for 2016. Det har været ventet med spænding, også fra Danske Havne. Af udspillet fremgår, at regeringen spænder livremmen gevaldigt ind, når det drejer sig om udviklingsbistand, uddannelse og infrastruktur.
Til gengæld skal der investeres i blandt andet bedre vilkår for fødevaresektoren og flere job i yderområderne uden for de større byer.
-Danske Havne skal hermed opfordre til, at disse initiativer også kommer havnene til gode. For hvad der er godt for havnenes kunder, er godt for havnene. Bedre vilkår for og investeringer i fødevaresektoren har betydning for erhvervshavne med korn, gødning og foderstoffer over kaj. Vækster landbruget, vokser aktiviteterne i mange havne, udtaler Gitte Lillelund Bech, direktør i Danske Havne
-. Fødevaresektoren dækker også over fiskeriet, og med de rette rammevilkår og forudsigelighed for fiskeriet kan danske fiskerihavne i endnu højere grad bidrage til vækst og job i yderområderne.
-Det samme gør sig gældende i den maritime industri, hvor der er vækstmuligheder, men ikke nødvendigvis hænder nok. Danske Havne bemærker også, at der i finanslovsudspillet afsættes midler til vækst i yderområderne. Her skal opfordringen være: invester i Det Blå Danmark, så kommer der netop vækst og beskæftigelse i yderområderne. Det betyder ikke, at der ikke også sker vækst blandt erhvervshavnene i de større byer, men hvis valget står mellem vækst i et yderområde uden en havn og et med en havn, kan vi kun anbefale området med havnen. For havne er erhvervscentre, der kan og vil.