Ny rekord på vej til Blue Water
Tidligere på året underskrev Blue Water en logistikkontrakt med Baku Skibsværft på transport af to store skrogsektioner til et fartøj.
Nu er de to sektioner med en samlet vægt på 10.800 tons afsejlet fra Singapore med kurs mod Det Kaspiske Hav. Turen går igennem Suez kanalen til Sortehavet og herfra videre gennem det russiske Volga-Don flodsystem og dets 18 sluser.
-Lastningen gik som planlagt i Singapore. hvor sektionerne blev bugseret på plads på et semi-submersible fartøj ved hjælp af slæbebåde. Nu venter en lang og spændende rejse forude, siger Lars Skov Christensen, som er projektansvarlig.
Prøvet det før
Blue Water har gennem årene gennemført flere udfordrende transporter i det Kaspiske Hav. Blandt andet da virksomheden i 2007 satte rekord ved at fragte det længste gods nogensinde gennem flodsystemet.
-Vi slår vores egen rekord med denne transport. Hele opgaven løses i tæt samarbejde mellem flere af vores kontorer, som hver især har mange års erfaring bag sig, siger Lars Skov Christensen.
Hver skrogsektion er 140 meter lang, 16 meter bred og 17 meter høj. Tilsammen udgør de fartøjet "Khankendi", som er et nyt SCV - Subsea Construction Vessel - et fartøj til undervandskonstruktion.
Når fartøjet er færdigkonstrueret skal det tilknyttes Shah Deniz-oliefeltet ud for kysten i Det Kaspiske Hav.