TNT styrker nordisk service
Transportselskabet TNT udvider dækningen af sine før 12-leveringer i Danmark og resten af Norden og styrker samtidig sine flyforbindelser til Sverige og Finland.
Forbedringerne betyder, at TNT udvider dækningen med sine morgenleverancer i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Således kan TNT nu, alle hverdage, betjene 15 procent flere postnumre og 34 procent flere virksomheder med levering før klokken 12 fra dag til dag på tværs af regionen.
Dermed får virksomheder, der har pakker eller fragt til eller fra de nordiske lande, fordel af endnu flere muligheder for hasteforsendelser.
Den udvidede ’før-12-dækning’ gælder Aarhus og Aalborg foruden Stockholm, Malmø, Göteborg, Oslo, Stavanger og Helsinki.
- Vi øger nu antallet af lokationer i Norden, som er dækket af vores internationale next-day, morgenleveringer. Det sker for at hjælpe de mange virksomheder, der efterspørger TNTs hurtige og pålidelige leverancer. Vores seneste forbedringer i netværket er led i TNTs Outlook-strategi, hvor vi konstant styrker vores position i Europa, siger Frank Jørgensen, direktør for TNT i Norden.
Bag forbedringerne
Udbygningerne i TNTs nordiske netværk er muliggjort af selskabets seneste operationelle forbedringer i både vej- og luftnetværket. I Danmark har TNT, for at kunne klare endnu flere leveringer før 12, udbygget sin kapacitet på afhentning og levering via depoterne i Hvidovre og Kolding. Samme tilpasninger er foretaget i Oslo og Stavanger.
7. september genoptog TNT også flyforbindelser fra Liège til Stockholm Arlanda og Örebro. Ruten flyves fem gange om ugen med en Boeing 737. Og sammenlignet med TNTs tidligere fly til Västerås, giver den nye rute tidligere leveringstider for importforsendelser og senere afgange for eksport. Yderligere i Sverige valgte TNT tidligere på året nye samarbejdspartnere omkring distribution, hvilket har forkortet leveringstiderne i og omkring Stockholm, Malmø og Örebro.
Stop i Helsingki
I Finland foretager TNTs daglige Boeing 737-fragtfly nu et stop i Helsinki på ruten Liège-Turku. Dermed ’rammer’ TNT den finske hovedstad tre timer tidligere og tilbyder dermed endnu flere muligheder for tidlige morgenleverancer. For at imødekomme ændringerne styrker TNT sin kapacitet omkring afhentning og levering i Helsinki.