Blue Water fastholder nordisk vækstkurs
Blue Water Shipping kunne for nyligt annoncere opkøbet af Partner Solution i Norge, der har kontorer i Stavanger og Bergen. Opkøbet var det seneste af en stribe, der startede med overtagelsen af Sea Air Logistic i Gøteborg i 2011. I 2013 fulgte først Wikeström & Krogius i Helsinki i Finland og herefter ACi Transport og Spedition i Malmø.
Kombineret med organisk vækst har Blue Water Shipping formået at få et solidt fodfæste i Norge, Sverige og Finland. Men Blue Water Shipping er ikke færdig med at ekspandere på det nordiske marked, som koncernen betragter som sit hjemmemarked.
- Vi er bestemt ikke færdige med, at vokse på det nordiske marked. Tvært imod. Vi har en målsætning om at blive repræsenteret i alle vigtige industriområder i Norden, så vi er tæt på vores kunder, siger Poul Aarre, der er chef for Blue Water Shippings aktiviteter i Norge, Sverige og Finland.
Han påpeger, at en solid position i Norden har stor betydning for selskabets globale operation.
- Det handler ikke bare om at få en stærkere position i Norden. Blue Water Shipping kommer til at rage mere op i det globale logistiklandskab, hvis vores hjemmebane geografisk dækker hele Norden, forklarer Poul Aarre.
Norge
Opkøbet af Partner Solution i Norge betyder, at Blue Water Shipping nu også er repræsenteret i Bergen - Blue Water Shipping havde i forvejen kontorer i Oslo og Stavanger.
- I foråret 2014 var vi cirka 20 ansatte i Norge. I dag er der omkring 60 ansatte i Norge, så opkøbet repræsenterer en markant forstærkning på den norske marked.
Ud over general cargo, der er den primære fragtkategori for Blue Water i Norge, så fylder Offshore-sektoren en del. Specielt på kontorerne i Stavanger og Bergen.
- Et lidt specielt område, er leveringen af varer og forsyninger til krydstogtsskibe. Det er en niche, vi arbejder i, i Danmark, Sverige, Finland og altså nu Norge. Det stiller store krav til logistikken, fordi det tidsvindue, hvor krydstogtsskibene ligger ved kaj, er begrænset. Der er jo samtidig passagerer, der skal i land eller ombord, samt lastes og losses en masse andre varer. Det ender hurtigt i kaos, hvis ikke der er styr på tingene, fortæller Poul Aarre.
Sverige
Blue Water Shipping er i dag repræsenteret med egne kontor i Malmø, Gøteborg og Stockholm. Medarbejderstaben er i dag vokset til omkring 30 ansatte. Mens Stockholm er et rent salgskontor, så er operationen i både Gøteborg og Malmø mere omfattende.
Servicepalletten omfatter naturligvis transport- og logistikløsninger på vej, til vands og i luften. Ud over general cargo er Blue Water Shipping involveret i projekttransporter, vindlogistik, kølevarelogistik, olie- og gasprojekter, havneaktiviteter, og som nævnt krydstogtlogistik.
Finland
Blue Water Shipping har haft eget kontor i Helsinki siden 2008, men med opkøbet af Wikeström & Krogius i 2013 voksede organiationen med 30 ansatte. I dag er medarbejderstaben vokset til 45 på tre kontorer.
- Vi har opnået en markant styrkelse af vores position i Norden over de sidste 3-4 år. Det tætte samarbejde med vores 19 kontorer i Danmark og videre ud til vores afdelinger i resten af verden, har været afgørende for, at vi ikke bare er vokset ved opkøb, men også ved at tiltrække nye kunder og mere gods. Den vækst forventer vi kommer til at fortsætte i de kommende år, slutter Poul Aarre.
Blue Water Shipping har i dag kontorer i Gøteborg, Malmø, Stockholm, Helsinki, Vaasa, Turku, Oslo, Stavanger, Bergen.