Bank: Bedring i container-farten
Spotraterne på containermarkedet steg næsten seks procent i august.
Højsæsonen bliver formentlig ikke særlig stærk, men kan alligevel give lidt rate-støtte til rederierne i den nærmeste fremtid, hvor næste rateforhøjelse 1. september kan give et kortvarigt, mærkbart løft.
Sådan lyder vurderingen fra Sydbank i den seneste udgave af bankens ShippingNyt.
-Kapacitetstilpasningerne er i gang i alliancerne, men det er tvivlsomt, om de er tilstrækkelige. De bedre indtjeningsniveauer i sektoren vil givet dæmpe lysten til at lave deciderede oplægninger, hedder det bl.a. i analysen.
På tørlastmarkedet er opturen bremset, men raterne er stadig på væsentligt højere niveauer end de seneste kvartalers bundniveauer.
-Vi bliver overraskede, hvis fragtraterne når rentable niveauer i længere perioder af gangen i år. Omvendt forventer vi ikke en længerevarende tilbagevenden til årets laveste niveauer, skriver banken.