Fortsat uro i Sydøstasien
Det har været en dramatisk weekend ud for Singapores kyst. Seks gange inden for godt et døgn har kriminelle bordet skibe, heriblandt containerskibet Maersk Lebu, skriver Shippingwatch.
I løbet af blot 27 timer måtte seks skibe på vej i østlig retning melde om ubudne gæster i strædet ud for Singapores kyst. Første episode fandt sted klokken halv tre fredag morgen, hvor fem gerningsmænd forsøgte at klatre ombord på tankskibet Advantage Summer – de stak dog af efter, at mandskabet slog alarm.
En god times tid senere var det et andet tankskib tur til at slå alarm, da de fandt fire gerningsmænd bevæbnet med knive i maskinrummet.
Mindre end en time derefter var det kaptajnen på et af Maersks containerskibe, Lebu, der fandt fire gerningsmænd i sit maskinrum. Igen stak gerningsmændene af, da der blev slået alarm – denne gang i en ventende speedbåd.
Og sådan fortsatte det.
Sydøstasien er hårdt plaget af pirateri – og tendensen ser ud til at fortsætte, mener selskaber, der står for risikovurderinger.