Calais-konflikt presser vognmænd
Der er fokus på situationen i Calais, hvor danske chauffører fra den danske transportvirksomhed THERMO-TRANSIT oplever immigranter og flygtninge, der kravler ind under lastbilerne for at komme illegalt med til England, opfordrer ITD - Brancheorganisation for den danske vejgodstransport nu EU til at komme ud af busken med en fælles løsning på problemet.
- På trods af de sikkerhedstiltag, der på det seneste er gjort fra Frankrig og Englands side, så stopper lokale initiativer ikke de udfordringer, vi har været vidner til i Calais over sommeren. EU’s fælles grænser betyder, at Calais er en europæisk udfordring, som kræver en europæisk løsning. Vi har tidligere opfordret EU-Kommissionen til tage handling, og det gør vi igen. Der skal tages greb om situationen, så vi igen frit kan sende lastbiler med gods via Calais uden at skulle frygte for tab af menneskeliv, chaufførernes vel eller materielle skader, siger Karen Roiy, EU-ansvarlig i ITD.
ITD og den hollandske søsterorganisation TLN koordinerer indsatsen på området. Hollænderne holdt før sommerferien et møde med transportkommissær Violetta Bulc, og også ITD er i tæt dialog med EU-apparatet og danske europaparlamentarikere om at finde en løsning.
Situationen skal løses
Ulla Tørnæs, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, har fulgt udviklingen tæt i Calais hen over sommeren:
- Vi ser desværre, at den alvorlige situation, hvor illegale migranter hopper om bord på lastbiler som blinde passagerer, er eskaleret. Det er naturligvis forbundet med store sikkerhedsrisici for migranterne og lastbilchaufførerne, og det må vi handle på. Situationen i forhold til migranter i EU skal løses, men vi må ikke lukke øjnene for, at der også er afledte konsekvenser, som vi skal håndtere for at beskytte arbejdstagere i EU og det indre marked.
- Lastbilchaufførernes arbejdsplads er hele det europæiske vejnet, og lastbilchaufførernes arbejdsmiljø skal beskyttes, præcist som vi skal beskytte alle andre arbejdstageres arbejdsmiljø. De nye trusler på landevejene skal tages seriøst.
Branchen ser frem til en løsning
Fra ITD’s medlem THERMO-TRANSIT er man tilfreds med, at der nu arbejdes for at finde en løsning på problemet:
- Det er klart, at det skaber udfordringer for vores Englands-transporter og ikke mindst vores chauffører, som oplever problemerne på første hånd. Derfor er vi også glade for, at der nu er et øget politisk pres på at skabe en løsning, så vi igen kan køre frit, lyder det fra speditør Martin Nygaard Petersen.