Værfter får ny chance
De danske værfter har fået håb om alligevel at kunne få del i arbejdet med at vedligeholde søværnets 53 skibe de kommende syv år.
Kammeradvokaten mener, at arbejdet skal sendes i EU-udbud - hvilket ville betyde, at også udenlandske værfter kunne byde ind på opgaven, der omregnet giver arbejde til flere hundre ansatte i de syv år.
Men et privat EU-advokatkontor var af den modsatte opfattelse og nu har partierne bag forsvarsforliget besluttet, at arbejdet ikke i denne omgang skal sendes i EU-udbud, siger det nordjyske folketingsmedlem for socialdemokraterne, Bjarne Laustsen til DR Nordjyske.
- Vi er meget optaget af at holde arbejdet herhjemme. Organisationen Danske Maritime siger jo, at der er arbejde i op til 2.000 mandeår over den syv-årige periode, siger Bjarne Laustsen.
Et nationalt udbud af vedligeholdelsen af søværnets skibe vil primært kunne gavne fynske og nordjyske reparationsværfter - samt deres underleverandører.