Nyt hjørne rundet
Direktør Peter Sørig har valgt at melde sin virksomhed ind i ITD. Han er medlem nummer 700.
- Jeg forventer at få god service, svar på mine spørgsmål og rådgivning, når der er brug for det, siger Peter Sørig, der også fortsat vil deltage i de lokale netværksmøder:
- Det var jo egentligt netværket, der gjorde, at jeg fik øjnene op for de ting, ITD står for, forklarer direktøren.
Den nordjyske vognmand med fem ansatte vil også på sigt benytte sig af flere af de kommercielle ydelser, som ITD tilbyder, efterhånden som de eksisterende kontrakter udløber. Specielt forsikring og ITD’s køre- og hviletidssystem TachoWeb er interessante.
Endelig har Peter Sørig allerede haft god gavn af ITD i forbindelse med forberedelseskurset til indsamlerprøven.
- Da jeg kom til i 2010, var her 410 medlemmer, og specielt det seneste år er det gået stærkt, siger Jacob Chr. Nielsen, der er administrerende direktør i ITD, og fortsætter:
- Vi rundede 500 i marts 2013, og ved seneste årsskifte var vi 626, så i år har vi allerede haft en nettotilgang på 74 nye medlemmer, siger en tilfreds direktør, der også melder om økonomisk fremgang:
- Selv uden tilførslen af kapital fra vores datterselskab FDE har vi sorte tal på bundlinjen via vores service- og partnerordninger, så vi er godt rustede til fremtiden, vurderer Jacob Chr. Nielsen.
- Vi har medlemmer af alle størrelser og gør en stor indsats for at repræsentere dem alle både i forhold til vores services og vores politiske indsats.