Rederi på stor-indkøb
Hapag-Lloyd er verdens fjerdestørste spiller på transport af reefercontainere, og den position vil rederiet nu styrke med en ny investering i 6.000 kølecontainere svarende til en kapacitet på i alt 12.000 teu. Det skriver rederiet i en pressemeddelelse.
-Med vores styrkede reeferflåde er vi ideelt positioneret for den latinamerikanske handel, hvilket er en vigtig del af reeferforretningen - lige tids nok til åbningen af den udvidede Panama-Kanal næste år, siger Rolf Habben Jansen, CEO i Hapag-Lloyd, i meddelelsen ifølge Shippingwatch.
Tidligere på året bestilte Hapag-Lloyd fem nye reeferskibe, der hver kan have 2.100 reefercontainere ombord, og som skal indsluses i flåden i løbet af de kommende år og sejle på rederiets sydamerikanske ruter.
Hapag-Lloyd fusionerede sidste år med chilenske CSAV.