Travl påske i CPH
En travl international påsketrafik bidrog til, at Københavns Lufthavn med 2.053.818 passagerer satte månedsrekord for en marts måned. Det var samtidig første gang, over to mio. passagerer benyttede sig af lufthavnen i Kastrup i årets tredje måned.
I forhold til marts sidste år steg antallet af passagerer med 3,3 procent, og indtil videre kan 2015 samlet præstere en vækst på 1,8 procent i forhold til samme periode i fjor.
Thomas Woldbye, administrerende direktør – Københavns Lufthavne A/S:
- En stærk international påsketrafik var med til at sikre en solid vækst i marts. Det var en særdeles positiv afslutning på en måned, der indledningsvist var præget af uro i forbindelse med strejker. Det gav selvfølgelig et par uger med lavere trafik end forventet, men vi fik indhentet det tabte i slutningen af måneden, udtaler Thomas Woldbye i en pressemeddelelse.
Den interkontinentale trafik i lufthavnen steg med syv procent, Europa-trafikken steg 3,7 procent, mens indenrigstrafikken så et fald på 7,1 procent.