Stærk svensker styrker fronten
Volvo Trucks styrker nu FH-modelserien med introduktionen af en ny forstærket front, der gør lastvognen mere egnet til ujævne veje og barske arbejdsforhold ved eksempelvis byggepladser og skovbrug. Den nye Volvo FH med forstærket front præsenteres på Intermat-udstillingen i Paris 20. til 25. april.
- Den forstærkede front gør vores flagskib Volvo FH endnu mere alsidig ved at tilføje en mere robust profil til lastbilens overlegne kraft, dynamiske køreoplevelse og høje komfortniveau. Det gør lastbilen robust nok til at håndtere miljøer med en øget risiko for skader, siger Ricard Fritz, Vice President Brand hos Volvo Trucks.
Den nye front til Volvo FH baseres på det samme udviklingskoncept som fronten på Volvo FMX, der er designet til de hårdeste arbejdsforhold. Hjørnerne og midterstykket er lavet i 3 mm stål. Et fast fodtrin over kofangeren er integreret i designet.
Kofangerens forhøjede placering bidrager til en bedre frigangsvinkel – den er over 20 grader på en Volvo FH udstyret med det ekstra høje anlægschassis, som introduceredes i 2014. Det certificerede trækøje i støbejern udviklet til at håndtere hele 36 tons tilbydes som ekstra option fra fabrik.
Uændret premium-profil
- Den designmæssige udfordring lå i at gøre fronten robust uden at påvirke det visuelle indtryk for meget. Linjerne i de kileformede stålhjørner flyder glat hen imod midten af kofangeren. Dette skaber et diskret og robust udtryk, der ikke ændrer på Volvo FH’s unikke premium-profil, siger Rikard Orell, Design Director hos Volvo Trucks.
Kofangeren er blevet forlænget med 132 mm fremad, så den tager af for de værste slag i hårde omgivelser og således beskytter de vitale dele såsom forlygter.
- Volvo FH med forstærket front er velegnet til naturligt barske miljøer såsom byggepladser og skove. Lastvognen er også bedre i stand til at køre tung langturstransport på markeder med udfordrende veje, konkluderer Ricard Fritz.
Vises på Intermat i Paris
Den nye robuste kofanger, til Volvo FH og Volvo FH16, præsenteres første gang for offentligheden på Intermat messen i Paris, 20. til 25. april 2015. Derudover viser Volvo Trucks det perfekte match imellem Volvo FMX og Volvo Entreprenørmaskiner, den nye Volvo FL 4x4 samt innovative teknologier som eksempelvis Volvo Dynamisk Styring.