Pakkepost i problemer
Post Danmark er ramt af it-problemer. Driften kører som normalt, og pakker og breve kommer ud, men kunderne kan ikke søge de nyeste informationer frem om deres pakker i Post Danmarks Track & Trace-system.
Problemerne betyder også, at Post Danmark ikke kan sende en besked ud på sms eller email, når en pakke, der er bestilt direkte til posthuset, er klar til afhentning. Et problem som Post Danmark anslår rammer 30-40.000 kunder.
- Alle pakker og breve bliver omdelt, men kunderne kan i øjeblikket ikke søge de nyeste informationer frem om sin pakke, ligesom vi ikke har mulighed for at sende adviseringer ud om pakker, der er bestilt direkte til afhentning på posthuset. Vi er naturligvis kede af de gener, det kan give vores kunder, og vi arbejder på højtryk for, at få vores systemer tilbage i drift, siger Post Danmarks kommunikationschef Morten O. Nielsen.
Der er blevet arbejdet på at løse problemerne hele natten, og fejlene er fundet, så nu handler det om at få systemerne tilbage i drift og få indlæst de mange pakkedata.
- Vi forventer langsomt at få indlæst data i løbet af eftermiddagen og aftenen, men vi vil være påvirket det meste af dagen i dag, og først i dag forventer vi, at vore systemer er helt tilbage til normalen. Det bedste råd, vi kan give, er, at man væbner sig med lidt tålmodighed, og så gør vi alt, hvad vi kan for at gøre pakkeinformationerne tilgængelige så hurtigt som muligt, siger Morten O. Nielsen.