Ny Es-Air rute indstillet
Mindre end én måned efter den nye passagerrute mellem Esbjerg og København gik i luften første gang 2. marts, må selskabet Es-Air nu indstille ruten med virkning fra i dag mandag den 30. marts.
Det er ikke lykkedes at mobilisere tilstrækkelig interesse for ruten, der primært henvendte sig til erhvervspassagerer fra det sydvestjyske, lyder det i en pressemeddelelse fra Es-Air:
- Vi havde troet og håbet på, at vi kunne skabe en væsentligt større lokal interesse for ruten, end tilfældet har været, siger administrerende direktør Mikael Marstal der fortsætter:
- Vi har valgt at stoppe nu, mens vi stadig kan svare enhver sit. Men vi kan også se, at flyvningen ikke økonomisk kan hænge sammen inden for kort tid, siger han.
Mikael Marstal oplyser, at de vurderinger af passagertallet, som ruten er baseret på, har været for optimistiske, og at det har vist sig vanskeligere end forudsat at få lavet aftaler om gennemtjekning af bagage.
- Vi takker de passagerer, der valgte at bakke os op. Og vi er virkelig kede af, at projektet skal stoppe nu, siger Mikael Marstal.