Påsketrafik rammes
Vejdirektoratet omlægger trafikken på Køge Bugt Motorvejen for trafikanter, der kører ind på motorvejen fra syd og vest.
Trafikanterne fra Vestmotorvejen vil kun have et spor farbart det sidste stykke inden sammenfletningen med Køge Bugt Motorvejen.
I påsken omlægger Vejdirektoratet køresporene på Køge Bugt Motorvejen på strækningen fra det nuværende anlægsarbejde til motorvejskrydset ved Køgeudfletningen. I retning mod København betyder det, at trafikanter fra Vestmotorvejen får ét kørespor farbart ind på Køge Bugt Motorvejen, mens trafikanter fra Sydmotorvejen fortsat har to spor.
Dermed skal trafikanterne ikke længere flette på det sted, hvor de to motorvejen føres sammen.
Vejdirektoratet skal i gang med den sidste del af motorvejsudvidelsen på Køge Bugt motorvejen, og derfor er det nødvendigt med trafikomlægning. Arbejdet vil stå på fra onsdag den 1. april om aftenen frem til efteråret 2016.
-Trafikanterne har særligt i myldretidstrafikken oplevet turbulens i midtersporet der hvor de to motorveje mødes. Den kø forsøger vi at fjerne ved at give trafikanterne fra syd lidt mere plads. Trafikanter fra vest vil nok den første tid skulle vænne sig til kun at have et spor, men vores trafiktal viser, at det ikke vil give mere kø for dem, siger Robin Højen Madsen, projektleder i Vejdirektoratet.
-Vi laver trafikomlægningen i påsken, hvor der er færre pendlere og trafikken er mere jævnt fordelt ud over dagen. På den måde er der den del trafikanter, der nå at vænne sig til det inden hverdagen igen melder sig. Efter påske skal pendlerne forvente længere rejsetider på strækningen, fortsætter Robin Højen Madsen.
Specielt skal lastbilerne, der kommer fra Vestmotorvejen, og ind på Køge Bugt Motorvejen mod København, være opmærksomme på, at de kommer til at køre et stykke tid i sporet ind mod midterrabatten, og først længere fremme kan trække ind i det højre spor, fortsætter Robin Højen Madsen.
Ændringerne sker i forbindelse med udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen fra 6 til 8 spor. Vejdirektoratet tager nu hul på sidste del af arbejdet med 2. etape af udvidelsen af motorvejen, som er strækningen fra Solrød S til Køge.