Ombygning til rundkørsel skal forhindre uheld
T-Krydset, hvor Lemvigvej møder Oddesundvej nord for Struer, har været plaget af en del uheld. Derfor er krydset udpeget som sortplet. Vejdirektoratet afhjælper problemet ved at ombygge krydset til en rundkørsel.
Rundkørslen vil gøre mødet mellem Oddesundvej og Lemvigvej mere synlig for trafikanterne og tvinge dem ned i hastighed, så der forventeligt vil være færre uheld fremover.
-I Vejdirektoratet gør vi, hvad vi kan, for at udpege og fjerne sortpletter. Det gælder også for krydset nord for Struer. Ved at ombygge krydset til en rundkørsel, håber og forventer vi at reducere antallet af uheld, siger projektleder Steen C. Ogstrup fra Vejdirektoratet.
Rundkørslen bliver et-sporet og med en hævet midterø, så den bliver mere synlig på afstand. Der bliver anlagt tilbagetrukne, enkeltrettede cykelstier med tilhørende krydsningsmuligheder. Der kommer også belysning i rundkørslen.
Vejdirektoratets entreprenør går i gang med arbejdet i næste uge, mandag den 30. marts. Den største del af arbejdet foregår frem til sommerferien, og den endelige afslutning sker efter sommerferien.
Vejene forbliver åbne i hele anlægsperioden, men der vil være flere omlægninger af trafikken undervejs, og der kan opstå kø. Vejdirektoratet udsender servicemeddelelser om de trafikale ændringer i god tid.