Spirende optimisme
Det erklærede transportministeren, da han torsdag åbnede Transport 2015 i MCH Messecenter Herning.
Tæppet faldt bogstaveligt talt, da Danmarks transportminister, Magnus Heunicke, torsdag klippede den obligatoriske røde snor og erklærede Skandinaviens største indendørs transportfagmesse, Transport 2015, for åben i MCH Messecenter Herning. Herefter fik transportministeren en rundtur i de massevis af nyheder, der pryder messens 247 stande.
- Messen her viser med al tydelighed, hvor stærk transportbranchen er. Vi har været igennem en rigtig svær tid, men transportbranchen er gået forrest og har kæmpet for arbejdspladser, fordi I har vist, hvad det vil sige, at man kæmper, og hvad man kæmper for, sagde transportministeren i sin åbningstale på messens første dag.
Biogas, crash test og sundhed
Efter den officielle åbning blev en engageret og veloplagt transportminister guidet rundt i de lastbilfyldte messehaller. En rundtur der bød på action, da Rådet for Sikker Trafik demonstrerede, hvordan 10 km/t kan forhindre en potentiel dødsulykke, en CO2-neutral nyhed i busbranchen, hvor en ny biogasbus til stor begejstring blev præsenteret samt en ny kampagne, der skal fremme sundheden blandt de danske lastbilchauffører. Efter rundturen var det en særdeles begejstret transportminister, der kunne gøre status.
- Messen giver mig et kæmpe løft og en enorm lyst til at håndtere de kæmpe udfordringer, der er. Det karakteriserer transportbranchen, at knækker man nakken og ikke får løst problemerne, så giver det negative resultater i resten af Danmark, fordi vi er afhængige af at have en stærk transportbranche, sagde Magnus Heunicke.
Årets Varebil kåret
I løbet af de fire messedage på Transport 2015 bliver der uddelt flere priser. Allerede torsdag fik det første køretøj en fornemme udmærkelser, da Opel Vivaro og Renault Truck i kombination blev kåret til Årets Varebil 2015. Udnævnelsen er en tilbagevendende begivenhed, som arrangeres af Motorjournalisternes Klub Danmark.
Rundt på messen summer det af liv, og førstedagen tegner sig præcis som administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen, håbede, da han talte til den officielle åbning.
- Vi har glædet os rigtig meget til en messe, hvor man kan blive inspireret og blive klogere på ny viden. Messen præsenterer en bred vifte af tilbud såsom lastbiler, busser, varebiler, kraner, dæk, værkstedstilbehør, finansiering og som noget helt nyt og unikt kåringen af Årets Opbygning samt en helt fantastisk veteranlastbiludstilling arrangeret af Convoy Buddy, siger Georg Sørensen.
Transport 2015, som er Skandinaviens største indendørs fagmesse for transportbranchen, finder sted i MCH Messecenter Herning til og med søndag den 22. marts. Vinderen af messenyheden Årets Opbygning kåres til den store branchefest lørdag aften. Læs mere på transport-messen.dk, Facebook, Instagram, Twitter og Linkedin med #transportmessen.