Store udfordringer for transportbranchen
EU’s transportindustri står overfor store udfordringer.
Det fremgår af et arbejdspapir fabrikeret af ordføreren for Europa-Parlamentets Transportudvalg – den hollandske konservative politiker Wim van de Camp.
Dokumentet var fremlagt ved en høring tirsdag om status for Kommissionens Hvidbog fra 2011 for en fælles transportpolitik i EU frem til 2020.
I dokumentet kan man læse, at på grund af "manglende respekt for visse sociale og sikkerhedsmæssige bestemmelser, særligt i vejtransport” sker der en stigende ubalance mellem vejtransport og andre transportformer.
Papiret konstaterer også, at på grund af forskellene mellem de europæiske lande "særligt hvad angår beskatning og sociale regler, kan en fuld liberalisering af cabotage resultere i et signifikant skift af jobs mellem lande og kan skabe mere trafik” - og ikke mindre og mere effektiv trafik.
Ordføreren efterlyser også i arbejdspapiret, at de sociale standarder forbedres, arbejdsvilkår harmoniseres og at social dumping elimineres.
-Kommissionens Hvidbog opstillede dengang en række konkrete mål, men det må konstateres at efter at have nået næsten halvvejs er mange af målene ikke blevet opfyldt, forklarer direktør for Nordic Logistics Association Søren H. Larsen.
Den nye Kommission og Transportkommissær Violetta Bulc overvejer derfor hvad man skal gøre med Hvidbogen: Revidere den, evaluere den, gøre status – eller måske endda blot lægge den i skuffen.
En ting står klart ifølge NLA-direktøren: Den nye Kommission vil blive bedømt på, hvorvidt den får vedtaget konkrete ændringer og forbedringer i EU’s lovgivning – ikke om den får vedtaget endnu et policy-dokument som opstiller urealistiske mål.
-Den tidligere Kommission brugte for meget tid på at få vedtaget Hvidbogen og for lidt tid på at få vedtaget konkret lovgivning, vurderer Søren H. Larsen.
Men det skader aldrig at gøre status. I sit første arbejdspapir har den hollandske parlamentsordfører derfor også taget en mere realistisk tilgang, end Hvidbogen i sin tid tog, kunne Søren H. Larsen konkludere efter tre og en halv times høring med 16 forskellige talere.
Høringen bekræftede i stort omfang ordførerens udsagn: Andre transportformer rammes af vejtransport, der bliver billigere og billigere, og konkurrencen for fx jernbanetransport bliver umulig.
Der er ulige konkurrence indenfor transportformerne og mellem transportformerne. Ikke just det resultatet Hvidbogen fra 2011 havde tænkt sig.
-NLA vil blande sig i debatten fremover og sørge for at der også er fokus på alle vores prioriteter, såsom den digitale agenda for vejtransport, at få eksisterende lovgivning til at fungere bedre:
Det gælder fx regler for køre- og hviletid, fokus på en emissions-neutral vejtransport, begrænsning af nationale og regionale kørselsforbud i weekender mv, mere og bedre færdselssikkerhed, mere retfærdige skatter og afgifter, og endelig bedre forståelse for det ansvar alle i transportkæden har for at gøre transport socialt og miljømæssigt bæredygtigt, slutter Søren H Larsen.