Scania: Top Team Erritsø
Sammenlagt 70 års Scania-erfaring, grundig forberedelse og velsmurt teamwork førte i weekenden Erritsø Drengene fra Scania-værkstedet i Fredericia til sejren i den danske Top Team finale. Næste mål er europamesterskabet.
Scanias Top Team-konkurrence er et uddannelsesprogram for værkstedsfolk, der afvikles i form af en konkurrence. Målet er at inspirere og motivere Scanias værkstedspersonale til at gøre sig endnu dygtigere. Scania lastbilerne er i dag stopfyldt med teknologi, og det er vigtigt, at mekanikerne ved præcis, hvordan de hurtigt stiller den rigtige diagnose og løser problemerne.
Otte stationer
Ved den danske finale, der blev afholdt hos Scania i Vejle, skulle deltagerne igennem otte stationer, hvor de blandt andet blev testet på systemkendskab, paratviden, systematisk fejlsøgning og teamwork. Som noget nyt var også viden om sikkerhed og sundhed på konkurrencens program.
På alle stationer blev deltagerne udsat for tidspres. De skulle fejlfinde og løse fejlene på under 20 minutter, og holdet kunne opnå fra 10-50 point på hver station, 280 point i alt.
- Kunderne har ikke tid og råd til, at deres lastbiler skal holde på værksted, og der stilles høje krav om den rigtige løsning hurtigt. Vi er ofte under tidspres, så det er meget realistiske omstændigheder, fortæller den yngste på holdet, Jesper Nielsen.
Fokus, dygtighed og teamwork
Brian Pedersen, regionschef for Scanias værksteder i Jylland:
- At det var teamet fra Fredericia, der løb med sejren, er ikke tilfældigt. Drengene har knoklet efter arbejdstid, og er rigtig dygtige mekanikere med forskellige spidskompetencer. De arbejder som et team, og de har stor fokus på detaljerne. For eksempel mødte de som eneste hold op i Scania arbejdstøj og sikkerhedssko. De var også de eneste, der sikrede førerhuset med sikkerhedsstangen, da de havde tippet det op. De ved, at Scania har stor fokus på sikkerhed, men ikke at det var en del af konkurrencen i år. Så allerede der fik de ekstra point. Som personer brænder Erritsø Drengene også privat for Scania. Man mærker tydeligt den stolthed, de føler ved at arbejde for det stærkeste brand i branchen. Og det er i det hele taget noget, der kendetegner de fleste medarbejdere hos Scania.
Erritsø Drengene består af holdleder Christa Jepsen (55), værkfører Flemming Hansen (33) og fire mekanikere, Poul Kjeldsen (61), Jesper Nielsen (25), Kim Fenger (38) og Dennis Møller (25).
Semifinale 28. marts
Nu ser vinderholdet frem til den europæiske semifinale. Sidste gang Erritsø Drengene deltog her var i 2013, og her blev det til en flot 3. plads til det danske hold. Siden dengang har holdet evalueret indsatsen og bygget videre på den viden, de fik igennem konkurrenceforløbet.
- Vi har brugt meget tid på forberedelserne, og er blevet endnu mere alsidige og teknisk stærke siden sidst, fortæller holdets teamleder Flemming Hansen.
Semifinalen finder sted i Bratislava 28. marts, hvor Erritsø Drengene møder andre Scania-hold fra Bulgarien, Frankrig, Georgien, Irland, Slovakiet, Slovenien, Schweiz, Ukraine og Tyrkiet.
Resultat af Scania Top Team i Vejle
Erritsø Drengene, 199 point, V8 Power København, 178 point, Hjørring Redlights, 173 point, Dream Team Herning, 159 point, og Team Musse, Thisted, 134 point.