DFDS: Fortsat fremgang
Der er tilfredshed med regnskabet for 2014 for DFDS, der opnåede ny fremgang.
-Baseret på vores solide resultater er vi i 2015 godt positioneret til at udvide vores aktiviteter gennem både organisk vækst og virksomhedskøb, skulle de rigtige muligheder opstå. Vi har fortsat et stærkt fokus på at forbedre udviklingen i kundetilfredshed, effektivitet og indtjening, siger CEO Niels Smedegaard.
Forventning 2015
Mens mængdevæksten, som forudset, var begrænset i 4. kvartal, så forventes fragt- og passagermarkederne at nyde godt af stigende vækst i Europa i 2015. EBITDA før særlige poster forventes at stige til DKK 1,55-1,65 mia. og omsætningen forventes at stige med tre procent, og med fem procent justeret for rutelukninger og virksomhedskøb. Investeringer forventes at ville udgøre DKK 650 mio., eksklusive mulige skibs- og virksomhedskøb.
Vigtige tal
• Omsætningen i fjerde kvartal steg med to procent og driftsresultatet (EBITDA) steg med 14 procent til DKK 314 mio.
• Omsætningen for hele året steg med seks procent til DKK 12,8 mia. og EBITDA steg med 18 procent til DKK 1,43 mia., på niveau med forventningerne
• North Sea, Channel og virksomhedskøb var de største bidragsydere til resultatforbedringen
• Udlodning til aktionærer øges gennem 29 procent højere udbytte pr. aktie og et yderligere aktietilbagekøbsprogram på DKK 300 mio.
• Forventning 2015: EBITDA forventes at stige til DKK 1,55-1.65 mia.
Øget udlodning til aktionærer
Bestyrelsen foreslår at øge udbyttet pr. aktie med 29 procent til DKK 18 fra DKK 14 i 2014. Det er intentionen at igangsætte et yderligere aktietilbagekøbsprogram på DKK 300 mio., så snart det nuværende program på DKK 200 mio. er gennemført, forventeligt i april/maj 2015.