Scandlines går ind i svovlalliance
Scandlines har meldt sig ind i Trident Alliance, der er en sammenslutning af rederier, som samarbejder om håndhævelse af alle maritime svovlkrav. Det gælder ikke mindst de nye skrappe svovlkrav, der trådte i kraft 1. januar 2015.
Scandlines støtter initiativet for at sikre og engagere sig i, at reglerne implementeres på en miljø- og konkurrencemæssig acceptabel måde.
Med medlemskabet af Trident Alliance forpligter Scandlines sig til at støtte en fast og transparent håndhævelse af de nye svovlkrav, såvel som øvrige gældende miljøregler.
Blandt de rederier, der har investeret store summer i at overholde de nye skærpede svovlkrav, er der en udbredt frygt for, at en ringe myndighedskontrol og håndhævelse vil tillade mindre miljøbevidste rederier at ”snyde på vægtskålen.”
Hybriddrift
Scandlines introducerede i 2013 hybriddrift på ruten Rødby-Puttgarden. Søren Poulsgaard Jensen, Scandlines’ CEO, forklarer:
- Færgerne drives af et revolutionerende hybridsystem, der kombinerer traditionel dieseldrift med elektrisk batteridrift. Som verdens første færgerederi kan Scandlines lagre overskydende energi i batterierne om bord i en mængde, der svarer til 600 hybridbiler.
I oktober 2013 startede Scandlines med at installere røgrensere, såkaldt scrubbers, på færgerne.
Scrubberen renser udledningsgasser og reducerer svovludledningen med mindst 90 procent.
- Jeg er glad for, at Scandlines, som medlem af Trident Alliance, længe inden 1. januar 2015 havde en præcis og ambitiøs plan for hele vores flåde i forhold til at imødegå de nye svovlkrav, fortæller Søren Poulsgaard Jensen.
EU har desuden blåstemplet Scandlines’ innovative grønne tiltag med en medfinansiering på lidt over 48 millioner kroner. Scandlines modtog i 2014 Ship Efficiency Award for effektiv omstilling til hybrid færgedrift, der i kombination med scrubber reducerer svovludledningen.
Scandlines har herudover investeret i to nye færger til ruten Gedser-Rostock. Disse færger får ligeledes installeret det prisvindende hybridsystem sammen med en scrubber, og de eksemplificerer de betydelige fordele, hybriddrift giver både operationelt og miljømæssigt. De to færger vil blive sat i drift i anden halvdel af 2015.
Trident Alliance er kommet i stand på initiativ af rederibranchen for at fremme overholdelse og håndhævelse af de nye maritime svovlregler. De 32 medlemmer udgør en forening af nogle af de mest prominente rederier i blandt andet Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, Belgien, Holland, Grækenland og Chile.