Farligt chaufførjob
Mere end hver femte arbejdsrelaterede dødsulykke i Sverige i 2014 ramte en lastvognschauffør. Dermed markerede chaufførjobbet sig som Sveriges ubetinget farligste i 2014.
Arbejdsulykker kostede i alt 53 mennesker livet i Sverige i 2014. 12 af de dræbte var lastvognschauffører.
Det skriver Transportnet.se med telegrambureauet TT og flere andre svenske medier som kilde.
Prispres
Den triste udvikling får nu den svenske infrastrukturminister Anna Johansson (S) til at kræve skærpede krav til vareejere, speditører og øvrige transportkøbere.
- Denne udvikling er i hvert fald delvist drevet af, at transportkøberne ønsker så lav pris som muligt, mener Anna Johansson, som stiller spørgsmålet om hvem, der betaler prisen for den hårde konkurrence på markedet for lastbiltransporter.
Ministeren mener, at det hun betegner som illoyale konkurrencevilkår i vejgodstransporten, tilskynder transportvirksomhederne til at nedprioritere arbejdsmiljøet. Derfor vil hun gøre transportkøberne og deres repræsentanter medansvarlige for chaufførernes arbejdsvilkår.