Hvem skal bygge Storstrømsbroen?
Vejdirektoratet, der er bygherre på den nye Storstrømsbro, tager nu hul på projektet og inviterer alle interesserede virksomheder og konsortier til at søge om at blive kvalificeret til at byde på den store bro-opgave.
- Det bliver Danmarks 3. største bro og et projekt til flere milliarder, så det er helt naturligt, at man stiller sig selv spørgsmålet om, hvem der skal bygge Storstrømsbroen. Vi har helt klart også oplevet en stor interesse for opgaven fra både danske selskaber og de store multinationale entreprenørgiganter, siger Erik Stoklund Larsen, der er anlægschef i Vejdirektoratet.
- Vi tager nu hul på prækvalifikationen til at bygge selve Storstrømsbroen. Ud fra en række kriterier vil vi vælge fem konsortier ud, som dermed går videre og kan byde på opgaven. Prækvalifikationen skal sikre, at de bydende har det, der skal til for at kunne binde an med en så stor og omfattende opgave, siger Erik Stoklund Larsen.
Krav til entreprenøren
For at komme i betragtning til at være blandt de fem, der til slut kan byde på byggeriet af broen, skal entreprenøren leve op til en række krav. Blandt andet skal man have en årlig omsætning af en vis størrelse, man skal have erfaring med lignende byggerier, og endelig er der de vilkår, der følger med den danske lovgivning omkring mindsteløn og sociale klausuler.
Vejdirektoratet har opdelt byggeriet af Storstrømsbroen og nedrivningen af den gamle Storstrømsbro i tre kontrakter. Den største kontrakt er selve byggeriet af den 4 km lange Storstrømsbro til ca. 2 mia. kr., som den første prækvalifikation dækker. De øvrige kontrakter, som vil blive udbudt på et senere tidspunkt, dækker nedrivningen af den gamle Storstrømsbro samt byggeri af nye lokalveje på Masnedø.
Informationsmøde i februar
For at give de interesserede konsortier og virksomheder de bedst mulige vilkår til at blive prækvalificeret, holder Vejdirektoratet en række informationsmøder om vilkårene for prækvalifikationen. Det første møde handler om prækvalifikationen til den største kontrakt, der alene vedrører byggeriet af selve af selve Storstrømsbroen.
- Vi vil gerne fortælle mere om projektet og give deltagerne mulighed for at stille spørgsmål til os. Målet er naturligvis, at så mange som muligt melder sig på banen til prækvalifikationen, så vi får et så stort og kvalificeret felt som muligt, siger Erik Stoklund Larsen.
Mødet holdes torsdag den 19. februar, hvor alle interesserede er velkomne til at deltage. Tilmelding til mødet skal ske senest tirsdag den 17. februar til Torkil Schrøder-Hansen: tsh@vd.dk. Mødet holdes på Park Inn på Amager.
Vejdirektoratet forventer at udpege de fem prækvalificerede konsortier i maj 2015. Derefter er resten af tidsplanen frem mod et valg af entreprenør således:
Udsendelse af udbudsmateriale: Juni 2015
Modtagelse af tilbud: April 2016
Kontraktunderskrivning: Sommer 2016
Læs mere i udbudsbekendtgørelsen for Storstrømsbroen på Vejdirektoratets Leverandørportal.
Baggrund
Den nye Storstrømsbro bliver Danmarks 3. største bro. Den har stor regional betydning og er samtidig en vigtig del af jernbanekorridoren mellem København og Tyskland. Denne jernbanekorridor vil i løbet af de kommende år blive styrket markant med etableringen af den nye bane København-Ringsted og det kommende anlæg af Femern Bælt-forbindelsen med opgraderingen og udvidelsen af jernbanelinjen mellem Ringsted og Rødby.
Når Femern Bælt-forbindelsen åbner vil en stor mængde passager- og godstog mellem Skandinavien og Centraleuropa blive ført over Storstrømsbroen.
Prisen for det samlede Storstrømsprojekt er budgetteret til 4 mia. kr.