Maritime Forum er placeret
Med blot fem meter til Øresunds blå bølger vil verdens maritime topledere føle sig på hjemmebane, når de deltager i Danish Maritime Forum 2015. Og skulle de få tid til at kaste et blik ud af vinduet, vil de blive mødt af udsigten til den københavnske skyline, Trekroner Fortet og Middelgrundens Vindmøllepark.
Det er nemlig krydstogtterminalerne på Nordhavn, som blev indviet i maj sidste år, der skal danne de rammer, når internationale topledere, ministre, førende beslutningstagere og meningsdannere træder sammen til årets maritime topmøde den 7.-8. oktober.
-Danish Maritime Forum skal udfordre og inspirere globale topledere til at komme med nye idéer og løsninger på nogle af de største udfordringer, som den globale maritime branche står over for. Det kræver nogle helt særlige omgivelser, som vi har fundet i Terminalerne ved den nye krydstogtskaj på Nordhavn, siger Michael Søsted, der er sekretariatschef i Danish Maritime Days, som står bag Danish Maritime Forum.
-Terminalerne giver os nogle unikke muligheder for at skabe et rum hvor deltagerne for det første kan samarbejde og udveksle idéer, og for det andet kan blive inspireret af diskussionerne på hovedscenen. Samtidig er terminalernes maritime særpræg oplagt til formålet, fortæller Michael Søsted.
Danish Maritime Forum er en del af Danish Maritime Days som finder sted fra den 5.-9. oktober.