SAS sælger slot i Heathrow
Selskabets slots i lufthavnen reduceret til 20.
Det skandinaviske flyselskab SAS har afgivet ét af sine 21 slots i London Heathrow lufthavnen, der er verdens 3.- og Europas travleste lufthavn, og kommer dermed ned på ”kun” 20 daglige slots.
De såkaldte slots er udtryk for lufthavnenes begrænsede start- og landingstilladelser – i Heathrows tilfælde er de meget eftertragtede og sjældent udbudte.
SAS meddeler i en pressemeddelelse, at slottet er afgivet til ”et stort internationalt flyselskab”, og indbringer selskabet 60 mio. dollars – omkring 390 mio. kr.