Stævnemøde mellem EU og vejgodstransport
Hvad gør Padborg til Danmarks centrum for vejgodstransport? Og hvor ligger forskellen på nationale og internationale vejgodstransporter. Det og mange andre spørgsmål var på dagsordenen, da Jørn Dohrmann, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, lagde vejen forbi ITD.
Europa-parlamentarikeren Jørn Dohrmann (DF) besøgte i går ITD – brancheorganisation for den danske vejgodstransports hovedkvarter i Padborg. Baggrund for besøget var at få en introduktion til den udvikling og de udfordringer, der er netop nu på området – herunder udfordringer i forbindelse med den tyske mindsteløn og internationale transporter.
Værten Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD, forklarede, at transportmarkedet for vejgods er delt i to markeder - og at der er grund til at insistere på at holde de to ting adskilt, fordi der følger forskellige markedsbetingelser med til de enkelte markeder.
- Det er vigtigt, at vi accepterer, at vi har to forskellige markeder, når vi taler om vejgodstransport: Et nationalt og et internationalt. De nationale transporter i Danmark skal foregå på danske vilkår, men vi er også nødt til indse, at det handler om at tage kampen op på internationale vilkår for at vinde i vores eksportmarkeder, sagde Jacob Chr. Nielsen blandt andet på mødet.
Han opfordrer også til, at man fra Bruxelles går sammen på tværs af nationaliteter og tænker i fælles europæiske regler for den internationale transport, og at man desuden søger vækstmuligheder for danske transportvirksomheder på begge markeder.
Jørn Dohrmann understregede, at vejgodstransporten og transport generelt er et uhyre vigtigt erhverv, som holder hjulene i gang og skaber vigtige job for Danmark.
- Transporterhvervet er et kerneelement i vores samfund. Det er lastbilerne på vejene, der dagligt sikrer, at butikkerne har varer på hylderne og at industriens varer bliver eksporteret ud i Europa. Det man ikke ser er, at der bag lastbilerne på vejene står mange tusinde jobtagere, der er engageret i logistik- og transportbranchen – ikke mindst i Padborg. De er stærkt medvirkende til at holde Danmark og Europa i gang, lød det fra Jørn Dohrmann.