Lovforslag har væsentlige mangler
Regeringens forslag til ændring af tonnageskatteloven og sømandsbeskatningsloven får næppe den ønskede effekt på dansk vækst og beskæftigelse inden for offshore, mener Danmarks Rederiforening.
Det er meget positivt, at regeringen og en række af oppositionspartierne ser offshore og de maritime aktiviteter, der knytter sig til opsætning og servicering af offshore vind og olie/gas, som en dansk styrkeposition.
Men det er skuffende, at det lovforslag, som skatteminister Benny Engelbrecht (S) har offentliggjort, der netop har til formål at styrke rammevilkårene for Det Blå Danmark i relation til offshore, har væsentlige mangler i forhold til, hvad branchen har behov for og har efterspurgt.
-Vi byder det naturligvis velkomment, at regeringen ønsker at modernisere de danske søfartsskatteregler, så en række specialfartøjer, der er beskæftiget inden for offshore, bliver omfattet af samme vilkår som resten af branchen. Moderniseringen er helt nødvendig, hvis det kolossalt store vækstpotentiale inden for specielt installation og servicering af havvindmøller skal komme dansk økonomi og beskæftigelse til gode. Desværre er vi nødt til at sige, at forslaget er utilstrækkeligt i den nuværende form, siger adm. direktør i Danmarks Rederiforening, Anne H. Steffensen.
Lovforslaget, som er en udmøntning af sommerens vækstaftale med Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Konservative, lægger op til, at specialfartøjer beskæftiget inden for offshore bliver omfattet af tonnageskatteordningen, men ikke af nettolønsordningen, som resten af dansk skibsfart ellers har været omfattet af siden 1988. Desuden er boreskibe og -rigge ikke omfattet af lovforslaget.
-Boreskibe og -rigge bliver i dag ikke registreret i Danmark, og sådan vil det, som det ser ud lige nu, desværre fortsætte. Jeg forudser desuden, at mange rederier beskæftiget inden for opsætning og servicering inden for offshore gradvist vil vælge udenlandske besætninger og flag, hvis ikke specialskibene omfattes af nettolønsordningen, lige som de er det i de lande, vi sammenligner os med – og konkurrerer imod, siger Anne H. Steffensen.
Rederiforeningen opfordrer derfor til, at der ved en eventuelt kommende vækstplan ses på de to udeståender, så det store maritime offshore vækstpotentiale ikke sættes over styr.
Offshore beskæftiger mere end 20.000 personer i Danmark, heraf ca. 5.000 på de maritime områder.