Vognmænd er ikke fjender
I denne uge sætter ITD spot på den internationale lastbiltransport ved tre åbne debatmøder rundt om i landet. Vores håb er at skabe en lidt bedre forståelse på tværs af nogle grøfter, som i de seneste år er gravet dybere og dybere i den danske transportdebat.
Vores medlemmer beskæftiger sig alle med at flytte gods. En stor del kører kun i Danmark, mens andre kører internationalt imellem EU’s lande. Markedsvilkårene er vidt forskellige – men er de nationale og de internationale vognmænd fjender, og er det ene bedre end det andet?
Nej, ikke i ITD i hvert fald. Alle kan få hjælp og opbakning hos os, så længe regler og love bliver overholdt. Nationale, internationale, store og små…
Vi taler ikke nogen af dem efter munden, men vi forfølger absolut heller ikke virksomheder, som drives lovligt og professionelt.
Hvordan kommer vi ud i Europa?
De internationale vognmænd har gennem de senere år måttet stå model til meget i den danske debat. Ved vores debatmøder, kan du møde tre forskellige internationale transportvirksomheder, som har måttet se sig anklaget for ulovligheder i medierne af ministre, EU-parlamentarikere eller organisationer.
Debatmøderne giver lejlighed til at høre, hvordan de selv opfatter deres forretningsmodel og deres situation.
Et centralt spørgsmål er, hvordan danske transportvirksomheder kan tage kampen op på det internationale marked, når konkurrencen med udenlandske transportører med lav løn er helt åben og fri?
Et andet spørgsmål er, i hvor høj grad de internationale transportvirksomheder forrykker konkurrencen på det danske nationale marked, hvor det jo er danske vilkår, der køres på.
Vi tror på, at det danske transporterhverv har brug for faktabaseret dialog og samling – ikke splid, mistro og mudderkast.
ITD’s ståsted i debatten skal ingen være i tvivl om: Vi er en organisation for virksomheder. Vi er ikke en fagforening, som kun kan få øje på problemstillinger om løn og arbejdsmiljø. Vi er heller ikke ’Ondskabens Imperium’, som ønsker arbejdsmarkedet bombet tilbage til stenalderen.