23948sdkhjf

Tyske eksperter bag nyeste Femern-prognose

Tysk trafik-ekspertise bag Femern-prognose, der skal danne grundlag for finansieringen af tunnelsprojektet.

I november 2014 offentliggjorde Femern A/S en helt opdateret trafikprognose, der er udarbejdet af to af Tysklands mest erfarne trafikeksperter. Denne prognose bruges blandt andet som grundlag for de finansielle beregninger for tunnelprojektet mellem Rødbyhavn og Puttgarden.

De to ekspertgrupper bag trafikprognosen har mere end 30 års erfaring. De har benyttet en trafikmodel, der er specielt udviklet til at beregne trafikken i Femern-korridoren. I modellen indgår de nyeste offentligt tilgængelige data for f.eks. forventningerne til udviklingen i befolkningstal og bilejerskab, trafikken i landene omkring forbindelsen mv. Trafikprognosen giver dermed det bedst tænkelige grundlag for at vurdere den fremtidige trafik på strækningen.

Gruppeportrætter

Femern A/S har publicerert nedenstående portræt af de to ekspertgrupper, som står bag prognosen:

De to tyske rådgivningsvirksomheder med speciale i trafikplanlægning er Intraplan Consult GmbH (grundlagt i 1980 i München) og BVU Beratergruppe Verkehr + Umwelt GmbH (grundlagt i 1979 i Freiburg).

Intraplan Consult GmbH og BVU Beratergruppe Verkehr + Umwelt GmbH har udarbejdet både ”Fehmarn Belt Forecast 2002” og ”Fehmarnbelt Forecast 2014” – en opdateret version af undersøgelsen fra 2002.

Intraplans kunder omfatter ministerier og tilsvarende administrative enheder på internationalt, føderalt og statsligt niveau, kommunale planlægningsmyndigheder, transportvirksomheder, planlægningskontorer, foreninger og private investorer i Tyskland. Blandt kunderne er Europa-Kommissionen, det tyske transportministerium, Deutsche Bahn, ADAC og Lufthansa.

Siden 1985 har Intraplan leveret prognoser for passagertrafik til de tyske transportinfrastrukturplaner (Bundesverkehrswegeplan – BVWP). Intraplans data og matrix, det vil sige, hvor trafikken kommer til og fra, for vej, jernbane-, bus- og lufttrafik, danner desuden grundlag for nationale intermodale trafikmodeller i Holland og Schweiz, trafikdatabaser i flere tyske delstater, europæiske passagertransportmatrixer samt en model for den tyske togpassagertrafik for Deutsche Bahn.

Intraplans administrerende direktør, Dr Markus Schubert, som er virksomhedens ansvarlige i forbindelse med udarbejdelsen af Fehmarnbelt Forecast, har stået i spidsen for udviklingen af Intraplans trafikmodeller og planlægningsmetoder i de seneste 27 år.

BVU har også arbejdet med trafikprognoser i over 30 år og har specialiseret sig i godstransport, hvor virksomheden har udviklet sin egen database. Virksomhedens kunder omfatter det tyske transportministerium, delstatsministerier og transportorganisationer. BVU har allerede længe leveret godstrafikprognoser til den tyske landstrafikprognose. Stefanos Kotzagiorgis, som var BVU's ansvarlige i forbindelse med udarbejdelsen af Fehmarnbelt Forecast, står i spidsen for det team, som er ansvarligt for godstrafikanalyser i BVU.

Analytikerne i Intraplan og BVU samarbejder traditionelt om at udarbejde trafikprognoser for det tyske transportministerium – det gælder også den kommende Forbundstrafikplan 2015 – sammen med to andre rådgivningsvirksomheder. Prognoserne er baseret på den aktuelle trafiksituation og modelberegninger og benytter i størst muligt omfang primære data, fx salgsstatistikker fra Deutsche Bahn, officielle statistikker for lufttrafikken samt pendlerstatistikker og andre offentligt tilgængelige data. Ved at anvende den samme model til den tyske landstrafikplan over mange år, har det været muligt at sammenligne tidligere prognoser med den faktiske trafikudvikling. Det har medvirket til, at man har kunnet videreudvikle metoder, datagrundlag og empiriske evalueringer og dermed forbedre prognosernes nøjagtighed.

Prognosemodellen for passagertrafik i Fehmarnbelt Forecast er på mange måder den samme kerne som den model og de prognoseprocedurer, der anvendes i prognoserne til forbundstrafikplanen. Da disse modeller har meget stor betydning for infrastrukturplanlægningen i Tyskland, er de under konstant vurdering og de er blevet auditeret.

Det tyske transportministerium bestilte i 2007 en undersøgelse af kvaliteten af trafikprognoserne udarbejdet af BVU, Intraplan og andre på grundlag af prognosen for trafikintegration i Tyskland 2025 (Prognose der deutschlandweiten Verkehrsverflechtungen 2025). Undersøgelsen blev gennemført af forskere fra TU Berlin, TCI Röhling og Karlsruhe Institute of Technology (KIT) med hjælp fra forskere fra Avistra GmbH, Ruhr Universität Bochum, Ernst Basler + Partner AG, HERRY Consult GmbH og PTV AG.

Forfatterne bag undersøgelsen konkluderede i 2010, at de anvendte trafikmodeller var tilfredsstillende. Det gælder også de metodiske forberedelser af prognosen for trafikintegration i Tyskland 2030 (Prognose der deutschlandweiten Verkehrsverflechtungen 2030) til forbundstrafikplanen 2015.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063