Grøn færgefart gavner miljø og bundlinje
Grøn omstilling er realistisk og økonomisk fornuftigt for mange af landets eksisterende færger.
Det viser en ny undersøgelse fra Bilfærgernes Rederiforening.
Det vil i mange tilfælde give god mening at ombygge færger, så de i højere grad tager hensyn til klimaet og miljøet. Både hybridløsninger og ren el-drift vil oftest gavne både miljø og økonomi, viser en ny undersøgelse, som OSK ShipTech A/S har gennemført for Bilfærgernes Rederiforening.
Den grønne omstilling kræver dog de nødvendige investeringer på den korte bane og nogle konkrete tiltag fra ”Det Offentlige Danmark”.
- Jeg er glad for, at det nu er dokumenteret, at grøn omstilling er en realistisk og rentabel mulighed for mange af landets færger. Nu er det så op til den enkelte overfart at lade sig inspirere og nærmere afklare, om rapportens idéer og konklusionerne fra de gennemførte casestudier også passer på deres situation, siger formand i Bilfærgernes Rederiforening, John Steen-Mikkelsen, adm. dir. i Danske Færger A/S.
Hybridløsninger
Rapporten peger på hybridløsninger, hvor overskydende energi fra skibets motorer lades på batteri til senere brug, og ren el-drift via opladning af batterier i forbindelse med havneophold, som de to væsentligste tiltag, der vil kunne betale sig på en række af landets færger.
Der er imidlertid flere forudsætninger, som skal opfyldes, før grøn omstilling kan blive en realitet. Det er bl.a. helt afgørende for valget af en hybridløsning, at færgen i forvejen er udstyret med dieselelektrisk maskineri.
Skal en færge udelukkende være el-drevet, kræver det store investeringer i både højspændingsladestationer på havnelejerne og selve fremførslen af højspænding til havnen. Hvis det er investeringer el-selskaber og kommuner vil påtage sig, kan der for flere af landets færgeruter tegne sig en interessant business-case.
Det vil dog også være vigtigt, at den såkaldte PSO-afgift, der følger med el-forbruget, enten fjernes eller som minimum sænkes betragteligt.