SCOP vil overtage MyFerryLink
Arbejderkooperativet SCOP, der reelt har drevet MyFerryLink, efter at Eurotunnel overtog ruten, da Sea France gik konkurs, overvejer at overtage færgeruten, når Eurotunnel ikke længere må drive den.
SCOP er i øjeblikket i gang med at undersøge mulighederne for finansiering.
- Hvis SCOP kan finde adgang til finansiering, så har de bevist, at de er i stand til at lede virksomheden, og vi har haft en meget pålidelig service. De vil helt sikkert være i stand til at styre forretningen, siger MyFerryLinks administrerende direktør Robin Wilkins, ifølge maritimedanmark.dk.
Mere end 600 ansatte er blevet efterladt i et tomrum, da den engelske konkurrencemyndighed afviste en appel fra Eurotunnel. Det betyder, at færgeruten mellem Dover og Calais enten skal sælges eller nedlægges indenfor et halvt år.