Femern-panik ubegrundet
Kommentar af Michael Svane.
Alt i mens tidspunktet nærmer sig for, hvornår anlægsloven for den faste forbindelse over Femern fremsættes i Folketinget, tager blæsten til. Senest har meldingen fra den tyske transportminister om, at elektrificeringen af jernbanen på den tyske side ventes forsinket 3 år, trukket overskrifter.
Dette forhold får straks modstanderne til at melde sig på banen med en forudsigelighed, der er sikker som amen i kirken. Der er noget deja-vu agtigt over forløbet. Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen havde også sine modstandere. Den modstand er for længst passé. I dag er det næsten umuligt at opdrive nogen, som vil vedstå, at de var kritiske dengang.
Det er vigtigt, at vi i Danmark ikke ryster på hånden nu. Femern-forbindelsen er i lighed med de øvrige store infrastrukturprojekter af vital betydning for dansk og skandinavisk erhvervsliv. Vækst og beskæftigelse går hånd i hånd med øget mobilitet.
Så når blæsten - i dette tilfælde – går frisk over Østersøen, så er det nu, at politisk handlekraft skal foldes ud.
Man kan uden overdrivelse fastslå, at når Folketinget får anlægsloven præsenteret, så er det det infrastrukturprojekt i Danmark, som hviler på det bedst funderet grundlag nogensinde. Finansielt og trafikalt.
Den bebudede forsinkelse på den tyske side af elektrificeringen af banen bør vi naturligvis som gode venner tage en hurtig dialog med de tyske kolleger om.