Entreprenør er klar
Sidste del af Næstved Omfartsvej på vej.
Vejdirektoratet har valgt entreprenørfirmaet M.J. Eriksson A/S til at anlægge den sidste del af Næstved Omfartsvej fra rundkørslen på Slagelsevej til det nuværende arbejde ved Suså.
I den anden ende af byen vil arbejdet i marken nu rigtigt gå i gang, når entreprenørfirmaet M.J. Eriksson A/S stikker skovlen i jorden allerede i slutningen af denne måned. Firmaet er også entreprenør på fordelerringen og en stor del af strækningen mod Ringstedgade.
Omfartsvejen nord om Næstved går fra rundkørslen ved Vestre Ringvej og Slagelsevej til Køgevej øst for byen. Vejen bliver cirka 7 kilometer lang og bliver anlagt som en 2+1 motortrafikvej.
Som en del af projektet bygger Vejdirektoratet også en højbro over Susådalen. De første bilister vil kunne køre på den samlede omfartsvej senest i 2016.