23948sdkhjf

Slukkede tavler giver måske problemer

I februar slukkes variable tavler, der informerer om rejsetid, fartgrænser og kø-problemer.

- Vi var klar over, at Folketinget i trafikaftalen fra juni måned sidste år har bevilget 3,4 mio. kr. til en tilbundsgående evaluering af effekterne af de variable tavler på Motorring 3 ved København. Men at man som et led i evalueringen ligefrem slukker helt for tavlerne i en længere periode, den havde vi ikke set komme, indrømmer Ove Holm, DTL's erhvervspolitiske chef.

Fra begyndelsen af februar vil mange tusinde bilister, der dagligt kører på motorvejen M3 uden for København, opleve, at de variable tavler, der normalt informerer om blandt andet rejsetider, hastighedsgrænser og kø-varslinger, er slukkede.

Ove Holm mener, at de sorte tavler kan skabe problemer for vognmændene i forhold til leveringerne i Københavnsområdet:

- Jeg bider mærke i, at Vejdirektoratet selv forventer, at der kommer en langsommere og mindre jævn afvikling af trafikken på M3 i de kommende måneder. Men det er åbenbart de store omkostninger ved driften, der gør, at man ønsker et helt vandtæt grundlag for at fortsætte med denne form for ITS-løsninger i form af variable tavler.

Slukket fem måneder

Vejdirektoratet vil overvåge, om trafikken på M3 kører mere ujævnt og besværet end normalt, når trafikanterne ikke længere bliver hjulpet af informationerne fra de elektroniske tavler, der vil være slukkede fra februar måned og op til fem måneder frem.

- Der er intet så effektivt som en ”kold tyrker”, og hvis politikerne skal formås til at stampe penge op til mere ITS i form af online trafikinformation og hastighedsvejledning til optimering af trafikafviklingen, så skal der naturligvis håndfaste beviser til – gerne af den provokerende slags, mener Ove Holm, der fortsætter:

- Jeg er dog noget usikker på, om politikerne helt har været klar over, at man mørkelægger informationsniveauet på en af landets travleste motorveje i flere måneder. Det ligger næsten i kortene, at erhvervstrafikken vil blive generet af forsøget.

Behov mange steder

Hvis forsøget, ifølge Ove Holm, munder ud i kaotiske tilstande på motorringen, så bør man hurtigst muligt tænde skiltene igen, og så må der gå et politisk arbejde i gang med at få ITS ud der, hvor der er behov – og det er der givet vis mange steder – for eksempel E45 mellem Trekantsområdet og Aarhus/Randers.

I den periode, hvor tavlerne er slukket, fremstår M3 som en helt almindelig motorvej med faste hastighedstavler på 90 og 110 km/t.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078