Vicedirektør forlader SAS
Chefjurist og viceadministrerende direktør i SAS, Mats Lönnkvist, har valgt at trække sig tilbage og forlader koncernledelsen i selskabet per 1. marts.
Samtidig træder omstruktureringer i kraft, der slanker selskabets øverste ledelse.
Koncernchef i SAS, Rickard Gustafson:
- Jeg vil gerne takke Mats for hans fantastisk store bidrag igennem 27 år hos SAS. I særdeleshed i de sidste par år har hans ekspertise og dedikation vist sig uvurderlig for vores arbejde med forandringsledelse, og jeg ønsker ham alt det bedste, nu hvor han forlader SAS for at gå på pension, siger Rickard Gustafson.
Samtidig med Mats Lönnkvists afsked vil der blive gennemført omstruktureringer, der slanker selskabets øverste ledelse. Forandringen vil betyde yderligere ansvarsområder for stabschef Carina Malmgren Heander, der ud over HR og Kommunikation nu også vil omfatte afdelingerne Legal og Public samt Regulatory Affairs. Derudover overtager Marie Wohlfahrt som ny chefjurist i selskabet.
Med omstruktureringen falder antallet af medlemmer i koncernledelsen til syv personer.