Lufthavne letter fem procent
Fem procent flere passagerer rejste igennem de ni største danske lufthavne i 2014 sammenlignet med året før. Sidste år kunne lufthavnene dermed notere et samlet passagertal på cirka 30,9 mio., mens der i 2013 ”blot” rejste omkring 29,3 mio. passagerer igennem lufthavnene.
De lufthavne med størst procentmæssig vækst blev Odense og Sønderborg, der i 2014 betjente henholdsvis 36 og 31 procent flere passagerer. Væksten skal ses i lyset af, at lufthavnene, i forhold til de øvrige, servicerer et relativt beskedent antal passagerer – sidste år henholdsvis cirka 16.000 og 56.000.
Målt på antallet af passagerer blev Nordens største lufthavn på Amager den helt store højdespringer med over halvanden million flere rejsende – svarende til 6,5 procent. Københavns Lufthavn noterede sig samtidig for første gang i historien over 25 mio. passagerer på ét år.
Tre jyske lufthavne var de eneste, der oplevede tilbagegang. I Aalborg mistede man 0,8 procent, og ude på heden i Karup benyttede 5,7 procent færre passagerer lufthavnen. Lufthavnen med størst tilbagegang blev Aarhus Lufthavn i Tirstrup, der noterede sig et fald på 38.000 passagerer eller 8,7 procent.
Landets næststørste lufthavn i Billund voksede i 2014 med beskedne 0,8 procent, svarende til 23.000 passagerer.
17 og 13 procent flere passagerer benyttede sig i 2014 af lufthavnene i henholdsvis Bornholm og Esbjerg.