Maersk Broker Agency solgt
Shipping- og logistikvirksomheden Shipping.dk med hovedsæde i Fredericia har pr. 9. januar 2015 overtaget Maersk Broker Agency. Med købet udbygger Shipping.dk sin position som en væsentlig aktør i Skandinavien inden for agentur og stevedoring.
Overtagelsen af Maersk Broker Agency styrker Shipping.dk’s position i hele Skandinavien og underbygger selskabets planer om øget vækst og specialisering inden for kerneforretningen.
Grundlagt i 1915
Maersk Broker Agency blev grundlagt i 1915 af A.P. Møller som et uafhængigt dansk skibsagentur med hovedsæde i København. Selskabet har således ligesom Shipping.dk dybe rødder i det maritime Danmark og agentur og stevedoring som primære forretningsområder.
- Vi er utrolig glade for, at købet af Maersk Broker Agency nu er på plads. Shipping.dk udvikler sig rigtig positivt, og med opkøbet styrker og udbygger vi vores aktiviteter og platforme i hele Skandinavien og får samtidig yderst erfarne og kvalificerede medarbejdere ombord, siger Søren Gran Hansen, adm. direktør i Shipping.dk.
Strategisk match
Shipping.dk driver stevedorevirksomhed og pakhusudlejning, skibsklarering, befragtning, linjefart og spedition. Virksomheden er en del af USTC gruppen, hvis forretningsområder blandt andet inkluderer handel med brændstof til shippingindustrien og tankskibsrederi.
Bestyrelsesformand i Shipping.dk og ejer af USTC gruppen, Torben Østergaard-Nielsen, glæder sig ligeledes over, at det er lykkedes at komme i hus med købet af Maersk Broker Agency.
- Jeg føler helt klart, de to virksomheder på alle måder er et rigtigt godt strategisk match. Jeg har aldrig været i tvivl om, at Maersk Broker Agency er garant for de samme holdninger og værdisæt, som USTC gruppens kultur bygger på, og er derfor helt tryg ved, at sammenlægningen gavner begge parter og skaber øgede forretningsmuligheder.
170 ansatte
Gennem de senere år har Maersk Broker Agency etableret kontorer i de største havne i Skandinavien, og har med 10 kontorer i Danmark, Sverige og Norge skabt et stærkt netværk .
Efter overtagelsen består den nye, samlede enhed af 170 medarbejdere.
- Med øget fokus på effektivitet og volumen er shipping- og logistikbranchen i disse år inde i en konsolideringsfase. Købet af Maersk Broker Agency giver Shipping.dk et solidt fundament for videreudvikling af de væsentligste forretningsområder, som blandt andet agency, stevedoring og krydstogt, siger Søren Gran Hansen.
Hos Maersk Broker er man yderst tilfredse med salget af agency aktiviteterne til Shipping.dk.
- Vi er af den klare overbevisning, at Shipping.dk er den rette ejer til yderligere at udvikle Maersk Broker Agency i en branche, der er præget af hård konkurrence, og hvor både volumen og effektivitet er vigtige parametre. Det har været afgørende at finde det rigtige fremtidige hjem for aktiviteterne og ikke mindst vore loyale og dygtige medarbejdere. Det bliver derfor spændende at følge, hvordan de to enheder nu ved fælles hjælp kan vokse, udtaler Anders Hald, CEO, Maersk Broker.