Kræver opbakning til modulvogntog
Præsidenten for den tyske autobranche –VDA – kræver nu, at de politiske partier i landet ikke blokerer for modulvogntog .
- Jeg vil hilse det velkomment, hvis politikerne viser erhvervsvenlighed, udtaler Mathias Wissmann.
Han går især i rette med delstatsregering i Baden-Würtemberg, hvor den rød-grønne koalition spænder ben for de lange transporter.
Daimler, der har hovedsæde i netop Baden-Würtemberg (Stuttgart), har et konkret forsøgsprojekt på bedding, der ifølge koncernen kan dokumentere, at modulvogntog er mindre miljøbelastende end almindelige lastbiler.
Daimler ønsker, at flere strækninger i den sydvesttyske delstat bliver åbnet for transporter af over 25 meters længde.
- Brændstofforbruget for modulvogntog er mindre end traditionelle lastbiler, så den rød-grønne regering bør støtte disse ”økologiske” projekter, siger Wissmann.