23948sdkhjf

DASP: Direktøren har ordet

Debatindlæg fra adm. direktør Martin Aabak, Danske Speditører.

For et par uger siden skrev jeg mit indledende bud på, hvad transportdebatten i Danmark bør dreje sig om. Det skete i det indflydelsesrige politiske debatmedium "Altinget", som havde inviteret Danske Speditører sammen med en række andre organisationer og meningsledere til en ny start. Mit indlæg "Kalendergaven til speditørerne" rejste spørgsmålet:

Må vi få en logistikkommission til at beskrive, hvordan vi kan få turbogang i erhvervslivet og dermed transport og logistik?

Indlægget står at læse nedenfor. Min inspiration var en formulering i oplægget, som lød: "Hvilke udfordringer skaber den stigende mængde af gods? Kommer det til at sætte pres på infrastrukturen, og er der i så fald brug for flere intermodale transportløsninger? Og hvad med konkurrencesituationen? ... "

Jeg har siden ventet med tilbageholdt åndedræt på reaktioner fra organisationer og myndigheder på ideen om at sætte logistikken i centrum for en diskussionsvækst - positive eller negative og jeg har været glad for at konstatere, at der har været mange positive reaktioner fra erhvervslivet, politikere og fra andre organisationer på transportområdet.

At der var debatindlæg, som borede sig hovedkuls ned i "hvordan vi bekæmper ulovlig cabotage og social dumping osv. osv." kom måske ikke som en overraskelse. Det er der jo nogen, som er nødt til, og fred være med det. Når de kommer op til overfladen igen, er vi andre forhåbentlig lykkedes med at gøre noget ved de virkelige problemer.

En reaktion, jeg blev glad for, var Jan Villadsens indlæg i transportdebatten på Altinget den 10.12. Her kommenterer Jan Villadsen mit forslag om en logistikkommission. Jan Villadsen fremhæver bredde og varighed i løsningerne som kriterier for arbejdet i en logistikkommission, og at miljøfolk og ansatte i transportbranchen bliver inddraget.

Alle, som har et bud på fremtidens logistik, har en naturlig plads i arbejdet. Det klart. Det er også svært at forestille sig en kommission i Danmark uden deltagelse af "arbejdsmarkedets parter". Det er fint.

Særlig fint bliver det, om vi sammen kan flytte fokus fra kun at se trusler og begrænsninger til at forfølge de mange muligheder, som findes for transportbranchen til at skabe fremtidssikrede arbejdspladser. Ikke kun for 3F-medlemmer, men også for folk på kontor og i fremstillingsindustrien, som alle vi i transportbranchen betjener i det daglige transport og logistikarbejde. Det er det samarbejde, der sikre kundernes konkurrencedygtighed. Vores samlede værdiskabelse er baggrunden for sammenhængende og effektive forsyningskæder, styrke over for konkurrenterne og dermed vækst og job. Alt skal ses, ikke som særskilte modaliteter, men i sammenhæng .

At visionen om at tackle stigende mængder af gods (som er en anden måde at sige: øget økonomisk vækst) skulle være så enkel som "bedre rammevilkår" -  det er simpelt hen for tyndt. Bedre rammevilkår - ja ja, det er jo det, vi er her for, os i organisationerne. Hver dag. Men i denne sammenhæng er udfordringen, at vi, der arbejder i branchen, bliver afæsket et svar på, hvad det er, der skal gøres. Hvad vi kan bidrage med, som ikke er alment kendt i forvejen.

Jeg har udfordret vore egne medlemsvirksomheder til at byde ind med konkrete bidrag fra hverdagen, så vi har noget at forholde os til, når logistikkommissionen bliver til virkelighed. Hvordan logistik og supply chain management i det virkelige liv bidrager til, at virksomheder stikker af fra feltet og gør sig bemærkede med vækst, der vil noget. De eksempler findes jo, og disse virksomheder har det til fælles, at de arbejder sammen med en speditionsvirksomhed.

Det glæder mig naturligvis, at der er politisk interesse for en logistikkommission, ikke mindst fra de to nuværende regeringspartier, men også fra organisationer som f.eks. 3F. Det lover godt for udsigten til, at vi snart kommer til at sidde ned ved et langt bord med alle, der vil være med til at øge vores konkurrencestyrke, og at vi kan fortsætte diskussionen også efter et valg og en ny regering.  Vi skal ikke glemme, at det i sidste ende handler om mennesker. Om, hvad vi skal leve af.

Tak for alle kommentarerne og tak for det fremadrettede perspektiv, Jan Villadsen. Lad julefreden sænke sig for en stund og lad os straks i det nye år tage udfordringerne op og sammen finde muligheder for vækst og varige jobs.

Martin Aabaks debatindlæg på Altinget.dk

Replik fra Jan Villadsen, 3F

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141