23948sdkhjf

Nytårsudtalelse fra ITD’s formand

Gert Jakobsen, Hornslet, trækker linjerne op ved årsskiftet.

ITD’s formand Gert Jakobsen trækker linjerne op ved årsskiftet. Det er igen tid til at gøre status efter endnu et spændende og fremgangsrigt år i ITD og i transporterhvervet.

Meldingen fra vores virksomheder er, at der har været rimeligt godt gang i hjulene – særligt i starten af året. Efter nogle hårde kriseår har vi haft en periode, hvor det hele har stabiliseret sig lidt. Uden at køre rundt med hænderne over hovedet i jubel laver de fleste vognmænd nu overskud og tænker igen i fremadrettede investeringer.

ITD som kraftcenter

ITD har også i det forgangne år befæstet sin position som en veldrevet brancheorganisation med godt styr på økonomien og på pakken af medlemstilbud. De ressourcer ITD har til rådighed er ganske enkelt uden sidestykke i den danske organisationsverden.

Fra bestyrelsens og ledelsens side forvalter vi de ressourcer med ydmyghed og ansvarlighed. Men vi føler også en pligt til at tænke ambitiøst på erhvervets vegne. Vi ser ikke ITD som en lukket klub for nogle få udvalgte, men som et kraftcenter for hele den professionelle del af det danske transporterhverv.

Samarbejde giver resultater

Vi har et åbent medlemsdemokrati, og vi samarbejder glad og gerne med andre organisationer, som vil være med til at tænke fremadrettet på transporterhvervets vegne. Her er der især grund til at fremhæve vores gode og tætte dialog med DI. Sammen har vi også i det forgangne år arbejdet på at give vognmandserhvervet en saglig og erhvervsorienteret stemme.

Det giver konkrete resultater. Øgede vægtgrænser og udvidelse af modulvogntogsnettet er gode eksempler på sager, som kun er kommet i stand ved, at branchen sammen har stillet op med gennemarbejdede argumenter.

Kunstige grøfter

Nogle i branchen vil fortsat gerne grave grøfter imellem nationale og internationale vognmænd. Det medvirker ITD ikke til. At der kører gods ind og ud af landet, er jo en forudsætning for, at der er noget at køre med for de vognmænd, der kun kører nationalt i Danmark.

På de nationale ruter er der tale om et rent dansk marked, hvor det selvfølgelig er danske regler og vilkår, der gælder.

På de internationale ruter er konkurrencen fri, og vilkårene er anderledes end dem, vi har i Danmark. Her ser vi det ikke som en forbrydelse at køre med en udenlandsk lastbil og en udenlandsk ansat chauffør – det er i langt de fleste tilfælde en betingelse for at være med.

Nationale og internationale vognmænd er ikke hinandens modsætninger, og vi har det fredeligt med hinanden i ITD. Vi skelner i stedet imellem dygtige vognmænd og mindre dygtige. De dygtige og professionelle vognmænd er dem, vi er der for, uanset hvad de kører med og hvor.

Mindre cirkus – mere enkelhed

En fælles sag for alle ITD-medlemmer er at yde modstand de steder, hvor fornuftige regler bliver erstattet af bureaukratisk cirkus og meningsløst tidsspilde. Denne autentiske beretning fra et af vores medlemmer i hovedstadsregionen giver et malende eksempel på, hvad jeg mener:

”For at bestille et nyt virksomhedskort har jeg henvendt mig på Toftegårdsplads i Valby, hvor man normalt har skullet ordne den slags. Der var lukket, og de havde i stedet en seddel på døren, hvor de henviser til Administrativt Center Øst i Taastrup.

I Taastrup fandt jeg et lukket kontor med et telefonnummer på døren. Manden, der besvarede opkaldet, fortalte mig, at det var en stor fejl, at man blev henvist til dem. Jeg skulle i stedet tage ud på politistationen i Glostrup.

I Glostrup kiggede de forvirret på mig, da jeg afleverede ansøgningen, og sagde, at det havde de ikke noget med at gøre. Jeg skulle i stedet henvende mig på enten Halmtorvet eller på Fremtidsvej i Gladsaxe.

På trods af vejnavnet føler jeg ikke helt, jeg er landet i fremtiden, da jeg endelig får fat i de rigtige personer i Gladsaxe. Her har de desuden kun åbent torsdag fra 9-11 (altså et vindue på 2 timer om ugen). De var til at starte med ikke helt med på, hvad jeg mente, da jeg bad om en nyudstedelse af et virksomhedskort og begyndte at spørge efter mit kørekort og andre ting. Men til sidst lykkedes det mig at få bestillingen igennem og betalt.

Sikke et sturt, sturt nummer i ”Cirkus Bestilling-af-nyt-virksomhedskort!”

Jeg kan love jer, at øverste punkt på ITD’s dagsorden for det kommende år er mindre ”cirkus” og mere enkelhed og effektivitet i vores erhverv.

Godt nytår til jer alle!

Gert Jakobsen

Formand for ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062