Vejarbejde på vinterpause
- Vi er ikke helt færdige endnu, men vi er nødt til at lukke ned for vinteren. Vi ville selvfølgelig gerne kunne præsentere pendlere og borgere i området for en topklar, trafiksikker rundkørsel nu, med det er for koldt til at lave de sidste arbejder, siger Kresten Lysholdt-Andersen, projektleder i Vejdirektoratet.
Arbejdet bliver genoptaget i april, og selvom det ser næsten færdigt ud på stedet, mangler der lidt regulering, slidlag og ikke mindst beplantning, tilføjer Kresten Lysholdt-Andersen.
I en del år har bilister med for høj fart gjort T-krydset syd for Esbjerg usikkert for andre trafikanter. Krydset er udpeget som sort plet, og de seneste fem år er der sket ni uheld, heraf fire med personskade. Derfor arbejder Vejdirektoratet på at gøre krydset mere trafiksikkert ved at anlægge en rundkørsel.
Der bliver tre veje ind/ud af rundkørslen samt et gennemfartsspor i midterøen. Gennemfartssporet anlægges, så særtransporter på Tjæreborgvej (rute 24) kan komme igennem. Blandt andet kommer der store vindmølletransporter til Esbjerg Havn.