Flere er interesserede i Polferries
Fredag i sidste uge afleverede DFDS et bud på at overtage det polske statsejede færgeselskab, Polferries, til det polske finansministerium.
Finnlines viste interesse for at købe Polferries i oktober, mens DFDS meldte sig ind i kampen igen i fredags.
I følge det svenske fagmedie Sjöfartstidningen er der flere end de to rederier, der er interesseret: Estiske Tallink, TT-Line, de polske rederiselskaber Patrycjusz Gruszko og Żegluga Polskaet samt et polsk/svensk konsortium.
Polferries driver i dag to ruter i Østersøen: Gdansk-Nynäshamn og Swinoujscie-Ystad. Alle færgerne er fra begyndelsen af 1980’erne.
Swinoujscie-Ystadruten er den største med 186.000 passagerer, 77.700 personbiler og 59.500 lastbiltrailere i 2013. Gdansk-Nynäshamnruten havde sidste år knapt 119.000 passagerer, 40.600 personbiler samt godt 9.000 trailere.
Hverken DFDS, Finnlines eller Tallink er i dag til stede mellem Polen og Sverige. Det er til gengæld Stena Line, som i de seneste år har oplevet stabil vækst på deres rute mellem Gdynia og Karlskrona, hvor de i dag opererer med tre færger.
Næststørste operatør mellem Polen og Sverige er polske Unity Line, der samtidigt også er den største konkurrent til Polferries.