Transportarbejdet falder
Den nationale kørsel steg 4 pct., mens den internationale kørsel trak ned med et fald på 28 pct. Faldet i transportarbejdet i den internationale kørsel er sket inden for alle typer af international kørsel, idet kørsel fra Danmark til udlandet faldt 24 pct., kørsel fra udlandet til Danmark faldt 32 pct., og den øvrige internationale kørsel faldt 30 pct.
Det samlede transportarbejde med danske lastbiler faldt i de seneste fire kvartaler 1 pct. i forhold til de foregående fire kvartaler. Faldet dækker over en stigning i den nationale kørsel på 8 pct. og et fald i den internationale kørsel på 25 pct. Den nationale kørsel udgjorde 81 pct. af det samlede transportarbejde i de seneste fire kvartaler mod 75 pct. i den foregående periode.
Den samlede godsmængde, som de danske lastbiler transporterede i de seneste fire kvartaler, var 3 pct. større end de fire foregående kvartaler. Godsmængden i den nationale transport steg 4 pct., hvilket udgjorde 96 pct. af den samlede godsmængde i perioden. Godsmængden i den internationale transport faldt 23 pct.
Vognmandskørslens nationale transportarbejde steg med 10 pct. i de seneste fire kvartaler i forhold til den foregående periode. Denne fremgang er et resultat af en stigning på 5 pct. i de kørte km og en stigning på 7 pct. i den pålæssede godsmængde. Stigningen i transportarbejdet i vognmandskørslen var på 1.038 mio. tonkm.
De danske lastbiler kørte 1 pct. færre kilometer i de seneste fire kvartaler. I den nationale godstransport blev der kørt 3 pct. flere km, mens der i den internationale transport blev tilbagelagt 19 pct. færre km.